Kølig Sauerland svarer dansker igen

Nisse Sauerland har ikke meget tilovers for Q Pro Boxing, der overfor Ekstra Bladet har bekræftet, at de er på jagt efter Dina Thorslund. Dina er en vigtig brik i Sauerlands fremtidsplaner, forsikrer den tyske promotor

Foto
Foto

Dina Thorslunds tyske promotor Team Sauerland har ikke i sinde at give afkald på deres danske WBO-verdensmester. Sådan lyder den kontante melding fra Nisse Sauerland til Ekstra Bladet, der også bekræfter, at Q Pro Boxing med Svend Rasmussen i spidsen allerede har lagt et bud på deres danske hardhitter:

- Ja, han (promotor Svend Rasmussen, red.) tilbød os en aftale, der slet, slet ikke var god nok. Vi har brugt rigtig mange kræfter på at bygge Dina Thorslund op og styre hende mod to VM-titler, så vi kommer slet ikke til at sælge en kontrakt - specielt ikke, når hun er en meget vigtig del af vores fremtid i dansk boksning, svarer Nisse Sauerland i en mail til Ekstra Bladet.

Samtidig understreger den tyske promotor, at Team Sauerland under ingen omstændigheder har i sinde at stoppe samarbejdet med deres danske verdensmester og bare lade kontrakten løbe ud:

- Vi er fast besluttede på at skabe flere store, succesfulde øjeblikke og titel-kampe med Dina i fremtiden.

Ingen panik
Til Ekstra Bladet har Dina Thorslunds boksetræner Thomas Madsen luftet sin utilfredshed over manglende kontraktforhandlinger og tomme løfter om en stor-kamp mod boksestjernen Heather Hardy fra USA.

Dina Thorslund er sulten efter flere titel-triumfer, men der mangler en overordnet slagplan for de næste strategiske træk i karrieren, lyder kritikken.

- Vi sætter os ned i september. Der er stadig lang tid til, at kontrakten udløber, så vi behøver ikke forhaste os. Bare fordi andre (Q Pro Boxing, red.) pludselig beslutter sig for at etablere sig selv i bokse-branchen og samtidig signe alle de boksere, som vi har afskediget i årenes løb, får os slet ikke til at panikke. Team Sauerland har eksisteret i mere end 40 år, og vi har bragt dansk boksning tilbage til der, hvor det er i dag - og det vil vi fortsætte med! siger Nisse Sauerland, der ikke mener, han er blevet forelagt kritikken fra Thorslund-lejren:

- Vi har bygget Dina op til at være et stort navn og en stærk VM-champ, de burde være taknemmelige efter min mening, tilføjer han.

Nisse Sauerland satser stadig på en ‘unification match’ med flere bælter på højkant til Dina - stadig gerne mod Heather Hardy. Den amerikanske bokser skal dog først lige have overstået et pligt-forsvar af sin WBO-titel mod Amanda Serrano.

- En ‘unification fight’ vil være kæmpestort og historisk. Men det kræver meget arbejde, og vi er langt fra i mål endnu, men det bliver stadig nødt til at være det store mål, siger Nisse Sauerland.

Se også: Thorslund kopierer ikoniske Muhammad Ali

Se også: Voldtægtsdømt promotor giver op

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere