Når man har bokset 69 sværvægtskampe som professionel, og kan prale af både VM-bælter og olympisk guld, skulle man tro, at trangen til spænding var blevet mættet.
Men den ukrainske bokselegende Wladimir Klitschko - også kendt som 'Dr. Steelhammer' - har stadig behov for at mærke blodet bruse i årerne.
Det kan dog også blive for meget af det gode.
Og det gjorde det, da den hårdslående ukrainer sammen med sin familie natten til mandag måtte undsættes, da der udbrød brand på Klitschkos luksus-yacht, der lå for anker ved Mallorca.
- Vær forsigtig med, hvad du ønsker. Skæbnen tog mit ønske om et adrenalin-sus for bogstaveligt, og vores sejltur søndag aften endte med, at der udbrød brand i vores båd, og vores venner og familie måtte evakueres af kystgarden. Ingen grund til bekymring. Alle har det godt, skriver Wladimir Klitschko i et Twitter-opslag, hvor han også deler en video af den dramatiske aften.
I videoen kan man se brandmænd i aktion på båden, mens man kan høre den tidligere bokser.
- Den er tre om morgenen. Vi er på havet, hvor vi bliver reddet af brandvæsnet fra Mallorca. Båden var i brand, vi hang på ydersiden, siger den 43-årige eksbokser i videoen.
Ifølge CNN fandt dramaet sted omkring klokken to lokal tid natten til mand, da besætningen anmodede om akut assistance til yachten, som befandt sig nogle få kilometer sydvest for Port Adriano på Mallorca.
Da brandvæsnet ankom, havde besætningen allerede fået bugt med flammerne, men det blev alligevel besluttet at bugsere båden tilbage til port Adriano.
Wladimir Klitschko vandt 64 af sine 69 profkampe, og formåede at forsvare sin VM-titel i mere end ni år. Karrieren sluttede dog med et nederlag, da han blev knockoutet af britiske Anthony Joshua i 2017.
Øretæver i luften i Horsens: Potentielt nordisk brag i sigte