Den filippinske bokselegende Manny Pacquiao indstiller boksekarrieren.
Det annoncerer han i en video af 14 minutters varighed på Facebook onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Manny Pacquiao kalder det sin "hårdeste beslutning" i livet, men han er også afklaret.
- Det er svært for mig at acceptere, at min tid som bokser er overstået. Men i dag annoncerer jeg mit stop.
- Jeg har lige hørt gongongen lyde for sidste gang. Boksningen er overstået. Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, siger en rørt Manny Pacquiao.
Artiklen fortsætter under opslaget..
Pacquiao meddelte for nylig, at han ønsker at stille op til præsidentvalget i Filippinerne i 2022.
Tidligere har det lydt, at en mærkesag for Pacquiao er at bekæmpe fattigdom i Filippinerne, der har omkring 110 millioner indbyggere.
Den 42-årige legende er desuden valgt ind i senatet for regeringspartiet PDP-Laban.
Artiklen fortsætter under billedet..
Filippinernes nuværende præsident er Rodrigo Duterte, som blev valgt for en seksårig periode i 2016.
Forfatningen i Filippinerne forbyder en præsident at stille op til en anden periode. Og senator Christopher Go, der er nær allieret med Duterte, er udpeget som præsidentkandidat.
Imens er Duterte udpeget som kandidat til posten som vicepræsident.
Manny Pacquiao har været verdensmester i otte vægtklasser og anses som en af historiens største boksere.
I august tabte han i Las Vegas til cubaneren Yordenis Ugas i det, som viste sig at være hans sidste kamp.
Manny Pacquiao står noteret for 63 sejre, 8 nederlag og 2 uafgjorte kampe i sin professionelle karriere.