Lever med enormt pres før sin største kamp: - Det stopper aldrig

Livet som professionel bokser er benhårdt, og der skal ikke trædes meget ved siden af, før det hele ender galt, fortæller Sarah Mahfoud

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Sarah Mahfoud er presset. På alle ledder og kanter.

Den 29-årige bokser står foran sin korte karrieres største udfordring fredag, når sydafrikanske Bukiwe Nonina med det flatterende kælenavn ’Anaconda’ står klar i ringen ved Danish Fight Night i Nykøbing Falster.

Så er det dér, det gælder. Ikke andet. I ringen er hun alene. Kun i selskab med en ti centimeter højere modstander, der ikke er kommet for at danse eller tage imod. Men for at banke hende sønder og sammen.

Taber hun, taber hun et kæmpe skridt mod drømmen. Måske vil et nederlag være lig med enden på karrieren, før den for alvor er kommet i gang.

Måske.

En sejr er det modsatte. Så sort-hvid er kampsport. Alt afhænger af næste kamp.

- Det handler ikke om at være bange for modstanderen. Det handler om forventninger til sig selv – og det pres, man lægger på sig selv.

- Al den træning. Man vil gerne vise noget godt. At man kan. For taber jeg det her…så er det ikke godt. Jeg kan ryge længere ned, så jeg ikke får den rigtige kamp næste gang. Man får ikke en chance til, siger hun til Ekstra Bladet op til kampen mod Nonina.

Sarah til en af de afsluttende træninger inden kampen. Foto: Lars Poulsen
Sarah til en af de afsluttende træninger inden kampen. Foto: Lars Poulsen
 

Se også: Mogens Palles mareridt: Har tabt millioner på kærligheden

Det stopper aldrig
- Hver gang er alt eller intet. Det stopper aldrig. Nu er det en titel, der er på spil. Næste gang måske en VM-titelkamp, der igen kan åbne for mere. Man skal hele tiden frem, frem, frem. Man har ikke råd til nederlag. Det mentale pres er enormt, fortæller hun.

Mahfoud lægger ikke skjul på, at hun elsker det. Det hele. Boksningen, træningen, kampene, spillet. Det hele. Men det er samtidig en mundfuld af de større at være professionel bokser.

- Den første kamp handler jo om bare at gå op i ringen. Man går ud fra omklædningsrummet og op i ringen. Med modstanderen foran sig. At gå den tur er en kamp i sig selv, siger hun og tilføjer, at det gode sammenhold, hun og broderen Allan alle dage har haft med de andre i Hillerød Bokseklub, gør en kæmpe forskel i sådan en situation.

Gu gør man da ej
- Det kan godt være, boksning er en individuel sport, men der hersker et fantastisk sammenhold, og vi gør meget ud af at være der for hinanden, når det gælder, fortæller hun.

- Men den følelse, når man står der i ringen – og klokken ringer. Så lukkes alt andet ude, og man går ind i sig selv. Et helt andet sted. Man glemmer alt omkring én. Og så står man der. Nu er det nu. Og så sker der noget. Alt det der med, at man hader modstanderen. Gu gør man da ej. Men man skal ikke vise svaghed, og man skal være klar, fortæller hun og får noget, der minder om en kuldegysning.

- Hvilken fornemmelse har du i kroppen med henblik på stævnet fredag?

- Lige nu er jeg helt spændt. Uuuuh, det bliver godt. At få det udløst, kommer det.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Jeg vil aldrig bokse for andre

Søskendeparret Mahfoud lægger ikke skjul på, at de føler, at de skylder Mogens Palle alt

 

Sarah og Allan træner sammen i Hillerød Bokseklub. Foto: Lars Poulsen
Sarah og Allan træner sammen i Hillerød Bokseklub. Foto: Lars Poulsen
 

Team Sauerland kan godt glemme det. Sarah Mahfoud er og bliver Stald Palle-bokser.

For glæden for og respekten over den mangeårige promotor er enorm hos Danmarks måske bedste, kvindelige bokser.

Det fortæller hun hudløst ærligt i et interview med Ekstra Bladet forud for sin kamp fredag i Nykøbing Falster.

- Han er selvfølgelig min chef, men vi har det super godt sammen. Mogens er hyggelig, og vi drikker gerne noget kaffe sammen, fortæller Sarah.

Hun ringer gerne til ham et par gange om ugen. Sådan bare for at høre, hvordan det går.

Nej tak til Sauerland
- Der har været mange historier om Mogens gennem årene. Og han har haft meget modgang. Men er der nogen, der har gjort noget for dansk boksning, så er det ham.

- Han får ikke den anerkendelse, han burde få. Vi (hun og Allan, red.) ville ikke kunne udleve vores drøm, hvis ikke det havde været for ham. Vi skylder ham alt, fortæller hun.

- Han er en legende, og jeg ville ikke bokse for nogen andre end ham.

- Hvad nu hvis Team Sauerland kom med en god kontrakt?, prøver Ekstra Bladets fotograf.

- Nej tak. Jeg er glad for Mogens Palle, kommer det prompte.

- Det er dansk. Det kan jeg godt lide. Det er Danish Fight Night. Det er vores. Det betyder noget for mig. For os, forklarer hun.

Se også: Mogens Palles mareridt: Har tabt millioner på kærligheden

Se også: Trænes af far som Wozniacki: Nu hjælper han hel nation

1 af 9 
2 af 9 
3 af 9 
4 af 9 
5 af 9 
6 af 9 
7 af 9 
8 af 9 
9 af 9 Foto: Lars Poulsen
4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere