Lider choktab: Dansk bokser taler om karrierestop

Abdul Khattab sejrede over Team Sauerlands svenske boksehåb, 22-årige Oliver Flodin, og gav sin tidligere promotor en ordentlig lærestreg. Den aldrende Aarhus-bokser Lolenga Mock tabte overraskende til sin argentinske modstander og melder om karrierestop

Lolenga Mock i det der angiveligt bliver hans sidste kamp. Foto: René Schütze
Lolenga Mock i det der angiveligt bliver hans sidste kamp. Foto: René Schütze

I en skandinavisk Thriller, som kampen blev døbt så kækt af Team Sauerland, skulle Kessler-lærlingen Abdul Khattab op imod sin tidligere promotor og deres svenske boksehåb, 22-årige Oliver Flodin.

Et mellemvægts-brag, der i den grad levede op til alle forhåbninger om en klasse bokse-dyst. En tæt duel mellem to hårdtslående kombattanter.

En hævngerrig Khattab var taget til Struer for at bevise over for både publikum og ikke mindst Sauerland-bosserne, at de i den grad begik en kæmpe-brøler, da de ikke kontrakt-forlængede med danskeren.

Det blev en pointsejr til den tidligere Sauerland-bokser, der sammen med sit træner-team heriblandt den femdobbelte verdensmester, selveste Mikkel Kessler, brød ud i vild jubel, da triumfen var en realitet.

Khattab uddeler slag til Flodin... Foto: René Schütze
Khattab uddeler slag til Flodin... Foto: René Schütze
 

- Hvilket signal synes du, at du sender til Team Sauerland med denne sejr?

- Jeg fik for alvor vist, hvem der bestemte i ringen. Og Sauerland fik set det, de skulle se! sagde en lettet Khattab til Ekstra Bladet efter kampen, der fik gjort god reklame for sig selv foran et jublende publikum.

- Jeg er åben over for igen at bokse for Sauerland, men hvis det bliver på de samme præmisser som før, så kommer det ikke til at ske.

- Og så vil jeg selvfølgelig takke både Mikkel Kessler og ikke mindst min fysiske træner, Thomas Macon, for tillid og en stor hjælp og et fantastisk samarbejde, sagde han.

Kort forinden havde den aldrende Aarhus-bokser 46-årige Lolenga Mock meget overraskende tabt til sin argentinske modstander Mateo Damian Veron. Det blev aldrig rigtig Mocks aften i Struer.

Og det var en tydelig slukøret bokser, der trådte ned fra ringen og umiddelbart efter ifølge boksemediet knock-out.dk meddelte, at hans lange boksekarriere nu er forbi.

Også boksenyt.dk skriver om stoppet.

- This is the end, skulle Mock have sagt til sitet, og han bekræftede at det var et farvel til den aktive karriere.

Et skuffende resultat for Mock, som debuterede tilbage i 1991.

Ekstra Bladet fangede dog Mock på telefonen omkring klokken 21.30, og her var meldingen en lidt anden.

- Jeg skal lige have tid til at tænke over, hvad der skal ske fremover. Jeg skal tale med familien omkring, om jeg skal bokse videre, sagde Mock, der var noget uforstående over for nederlaget.

- Jeg forstår ikke afgørelsen, men det er dommerens beslutning. Det er et ærgerligt tidspunkt i karrieren at få et nederlag, siger Mock til Ekstra Bladets udsendte.

... Sejren er i hus. Foto: René Schütze
... Sejren er i hus. Foto: René Schütze
 

Sejren dedikeret til afdød træner
‘Kom nu, Pjatrøv! Der er masser af plads i sækken!’ skreg Mikkel Nielsens træner efter gongongen lød til 1. omgang. Den danske super-weltervægter fik gentagne gange ordre på at lande et højre-hook og et dybt stød i leveren på sin bulgarske modstander Angel Emilov.

Nielsen havde succes med at hamre stenhårde stød dybt på Emilov, der virkede en anelse omtumlet til at starte med. Den 29-årige dansker virkede til gengæld ovenpå, mens en sejlivet Emilov kæmpede med at holde skansen samtidig med at skulle lange kontrastød tilbage i fjæset på Pjatrøven.

I glitter-shorts og dannebrogs-kulør leverede Nielsen en ihærdig indsats for at mørbanke sin bulgarske duellant med både lever-kanoner og uppercuts. Emilov cirkulerede rundt i ringen med paraderne højt oppe, mens blodet alligevel dryppede fra et flækket øjenbryn.

- Jeg er selvfølgelig glad! Det var en arbejdssejr her til aften. Jeg fandt aldrig rigtig nøglen til at nedbryde ham. Han var svær at bokse, lød det efter kampen til Ekstra Bladet fra en ekstremt rørt Mikkel Nielsen.

Mikkel Nielsen presser Angel Emilov i bund. Foto: René Schütze
Mikkel Nielsen presser Angel Emilov i bund. Foto: René Schütze
 

Da sejren var i hus, blev den fra bokseringen dedikeret til hans afdøde boksetræner, Anders Hugger, da det var hans fødselsdag i dag, 19. januar. Nielsen kunne derfor ikke holde tårerne tilbage og havde svært ved at få sagt mere til publikum.

- Jeg skulle lige synke et par gange, da jeg stod deroppe, erkendte han efterfølgende.

Sejren blev fejret med teamet og en kold Classic fra baren.

- Måske jeg også skal have lidt Ben & Jerrys, sluttede han.

Georgier på glatis

Den danske supermellemvægter, 28-årige Haris Dzindo, var første bokser i ringen lørdag aften. Og de få publikummer på tilskuerrækkerne, der troligt var mødt op til tiden i Struer Hallen nåede knap at tage en slurk af deres første fadbamse, før den boksekampen blev stoppet før tid.

Den danske Sauerland-boksers georgiske modstander var nemlig som Bambi på glatis. Den 29-årige kombattant skøjtede rundt i ringen og måtte flere gange få tape på skosålerne for ikke at glide.

2 omgange fik Dzindo lov at bokse mod Gogebashvili, før sidstnævnte blev diskvalifikceret. Foto: René Schütze
2 omgange fik Dzindo lov at bokse mod Gogebashvili, før sidstnævnte blev diskvalifikceret. Foto: René Schütze
 

Kampens dommer så ingen anden udvej end at diskvalificere Giorgi Gogebashvili allerede i 2. omgang til stor irritation for Vejle-bokseren Dzindo, der ellers lige var varmet gevaldigt op:

- Næste gang man kommer til udlandet, så skal man sgu huske nogle ordentlige støvler! Det er virkelig træls for alle - især dem, der er kommet for at se en god fight. Hvis ikke man kan finde ud af at købe et par solide støvler, så skal man sgu også diskvalificeres, vrissede Haris Dzindo efter duellen.

Hollandsk bombardement
Mens publikum indfandt på deres plader - og i ølbaren selvfølgelig - blev de rent faktisk forkælet med en ultra aggressiv og fremadstormende Alicia Holzken. Den hollandske kriger tæskede løs på en sagesløs Ivanka Ivanova og var nærmest ustoppelig i alle fire omgange.

Den bulgarske boksebold holdt stand - overraskende nok - men måtte tværtimod nøjes med et stensikkert nederlag til den slagkraftige 22-årige Holzken. En gedigen omgang øretæver med en formidabel intensitet og fremragende kombinationer var på menuen allerede i Struer-stævnets andet opgør.

Ganerne var smurt med humle, da Adam Bashanov var oppe imod mafiaboss-lignende bulgarsk 39-årig Ivan Nikolov. Publikum skreg: ‘Adam, Adam!’, mens den muskuløse 25-årige vejlenser forsøgte at hamre sig igennem de bulgarske parader.

Den overtatoverede Nikolov gav ikke op uden kamp, og fik tilmed vristet tandbeskytteren ud af munden på Bashanov i 3. omgang, mens han på ulovlig vis stadig tæskede løs på Bashanov. En dommer-henstilling rigere og ikke mindst fattigere på stamina måtte manden med det badass-bulgarske overskæg trods alt se sig besejret af danske Bashanov, der havde et enstemmigt dommerpanel på sin side.

- Sig mig, forstår han ikke, at det gør ondt, det var sgu irriterende. Han blev jo bare stående, men jeg kunne godt se, at han var virkelig udmattet til sidst. Men så længe publikum er tilfredse, så er jeg også tilfreds, lød det fra Adam ‘The Wolf’ Bashanov efter kampen.

Se også: Sandhedens time: Det er alt eller intet!
Godnat, Ally. Foto: Lars Poulsen Boksning - 18. jan. 2019 - kl. 23:25 Dansk bokse-sensation er verdensmester efter brutal knockout

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere