IBF’s interim verdensmester i fjervægt, den 28-årige argentiner Brenda Karen Carabajal (16-4-1, 9 KO’s), har meldt sig kampklar til det helt store VM-boksegalla, der lørdag løber af stablen i Frederiksberg Hallerne.
VM-kampen mellem den ubesejrede, danske titeludfordrer Sarah Mahfoud (9-0, 3 KO’s) og den regerende IBF-mester Brenda Carabajal nærmer sig med hastige skridt - argentineren ankom i sidste uge i Københavns Lufthavn fra Buenos Aires. De kommende dage finpudser Carabajal formen i Bokseinstituttet Valby om eftermiddagen, mens Mahfoud med sin bahamanske boksetræner Sherman Williams knokler benhårdt på at få de sidste detaljer på plads om formiddagen på selv samme adresse.
Begge boksere meldes i absolut topform, og for Carabajals vedkommende er det bl.a. på grund af den faste trænings- og sparringspartner, 43-årige Marcela Eliana Acuna, som også er rejst med til Danmark (i øvrigt også med sin manager) for at holde sin landsmand toptunet og topmotiveret, inden det afgørende slag skal stå.
- Jeg forventer en hård og tough kamp, men med Brenda Carabajal som vinder. Vi tager bæltet med hjem igen, fastslår sparringspartneren Marcela Eliana Acuna.
Verdens bedste mod Thorslund
Marcela Eliana Acuna - også kaldet ‘La Tigresa’ (tigeren, red.) - er desuden regerende IBF-verdensmester i superbantamvægt, altså den danske WBO-verdensmester, Dina Thorslunds (14-0, 6 KO’s), vægtklasse.
Et potent boksebrag mellem de to verdensmestre har tidligere været på tale, fortæller Thorslunds boksetræner, Thomas Madsen, men for knap et år siden stagnerede - måske endda kuldsejlede - forhandlingerne af uvisse årsager mellem Team Sauerland og Acunas bagland til stor ærgrelse for begge boksere, lader det til.
På de sociale medier giver Acuna, der lige nu af mange betragtes som verdens stærkeste i sin vægtklasse, udtryk for, at et en storkamp mod netop den danske hardhitter stadig ville være en solid udfordring lige efter hendes smag - en potentiel dobbelt VM-titelkamp.
På Acunas Instagram-profil ser det ud til, at de to parter har taget sagen i egen hånd: ‘En kamp mod Dina (Thorslund, red.) ville være rigtig godt,’ lyder svaret fra den argentinske IBF-verdensmester til Thomas Madsens konstatering: ‘Næste gang, du er i Danmark, så er det for at kæmpe mod Dina.’
Thorslund: Et drømmescenarie
26-årige Dina Thorslund, der tidligere har luftet sin store utilfredshed med den komplet demotiverende inaktivitet som sulten topbokser og WBO-verdensmester, siger selv følgende om et potentielt boksebrag, en dobbelt titelkamp, mod den argentinske ‘La Tigresa’ Acuna:
- En dobbelt VM-kamp mod Acuna, er uden tvivl et af drømmescenarierne for mig, så det kunne kun være megafedt, hvis det endte med at blive en realitet.
Selvom den danske verdensmester fra Struer mildt sagt stadig er en kende frustreret over sin egen uholdbare situation pt. så har hun stadig mod på at komme med et lille, kækt råd til nemlig Sarah Mahfoud, fra én topbokser til en anden:
- Mit bedste råd er: Vind kampen, Sarah, det vil være til gavn for os alle, siger Dina Thorslund, selvfølgelig med et spektakulært opgør mellem dem i tankerne.
Hverken Dina Thorslund eller hendes træner, Thomas Madsen, har ønsket at udtale sig om fremtiden eller kontraktforhandlinger med Sauerland overfor Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet sender direkte fra boksestævnet Danish Fight Night lørdag 1. februar fra kl. 19, hvor bl.a. Sarah Mahfoud skal bokse VM-brag. Læs mere her!
I Ekstra Bladet++ kan du også se Brøndby, FCK og AGF i Atlantic Cup.
Bizar oplevelse: Stormet af otte betjente i trappeopgang