Mark O. dybt rystet: Han ville have mig

Den danske MMA-stjerne blev tilbudt samarbejde med Peder Forsman og er glad for, at han takkede pænt nej

Mark O. Madsen og hustruen Maria takkede pænt nej til forespørgslen fra Peder Forsman i december. Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mark O. Madsen og hustruen Maria takkede pænt nej til forespørgslen fra Peder Forsman i december. Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han kan næsten ikke tro, hvad han onsdag har læst i Ekstra Bladet.

Men den er god nok for Mark O. Madsen.

Den mand, der i december henvendte sig til den tidligere OL-medaljevinder i forsøget på at indgå et samarbejde, er identisk med bokse-promotor Peder Forsman, der har siddet i fængsel syv år for otte voldtægtsdomme mod syv kvinder.

Og for Mark O. Madsen er det et chok. Falstringen er dybt rystet.

- Ja, jeg har siddet her og læst det og fundet ud af, hvad der er foregået. Det er jo forfærdeligt, siger han fra hjemmet i Nykøbing Falster.

- Jeg er i chok. Vi var i dialog. Han kontaktede mig med henblik på at blive min manager. Det var op til kampen i Frederikshavn (i december, red.). Men…ja, interessen fra min og Marias side var ikke til stede, siger Mark O. Madsen.

Helt konkret var Peder Forsmans tilbud lidt for skinnende.

- Det blev en smule for fantastisk til min smag. Jeg er født og opvokset på Falster og har fødderne solidt plantet i jorden. Han fortalte, at han var manager for Dina Thorslund og om hvor mange penge, han havde skaffet sine boksere. Det hele gik lidt stærkt med ham. Tilbuddet lød godt. Lidt for godt, hvis du spørger mig, og det var ikke noget for os, fortæller han.

Der var ingen advarselslamper
Flere gange i samtalen stopper han op, tager en pause og sukker: - Jeg er dybt chokeret. Det er jo forfærdeligt, siger han.

- Det mest skræmmende er, at der slet ikke har været nogle advarselslamper. Det er en af de udfordringer, vi står overfor. Der kommer mange tilbud fra mange forskellige mennesker. Og det illustrerer bare, hvor svært det kan være at gennemskue folk i fight business, siger han.

- Det er jo helt unge piger, han har forgrebet sig på. Fra 15 år. Det er så klamt og forfærdeligt. Og så kan man tage helikopter-perspektivet og spørge, hvordan en mand som ham kan gå rundt blandt andre mennesker efter syv år?

- Kan det virkelig være rigtigt? En mand har ødelagt syv kvinders liv. Det er et år for hver voldtægt, siger han dybt indigneret og tilføjer, at den ikke var gået i brydningens verden, som han kender bedre end de fleste.

Mange fantaster
- For at et menneske kunne komme ind i en eller anden form for lederrolle i en klub, så skulle der foreligge en ren straffeattest. Dansk boksning må virkelig tage stilling her. Om det er en serievoldtægtsforbryder, en dømt serievoldtægtsforbryder, der skal føre dansk boksning videre, siger han med en soleklar opfordring.

Det hører dog med til historien om Peder Forsman, som du kan læse mere om i denne betalings-artikel, at han har en ren straffeattest, da forbrydelserne ligger mere end fem år tilbage.

Mark O. Madsen lægger selvsagt ikke skjul på, at han er meget lettet over, at det ikke blev til en aftale dengang i december.

- Der findes mange forskellige slags mennesker i fight business. Og der er rigtig mange fantaster, der udgiver sig for at være noget, de slet ikke er. Det her er et godt eksempel.

- Jeg er sgu lidt rystet. Det er jeg virkelig, kommer det igen.

Sport og Spil Forbund i chok: Patrick-promotors voldtægts-fortid hemmeligholdt

MMA - 12. mar. 2019 - kl. 10:47 Superstjerne bryder tavsheden efter anholdelse

Se også: Gør som Caroline: MMA-babe smider kludene

Se også: Efter depression og druk: - Nu har jeg det skidegodt

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen