Mayweather klar til kæmpe comeback: Men griner af MMA-stjernens krav

Den mest omtalte kamp i boksningens verden det seneste års tid kan stadig blive til noget, hvis det står til Floyd Mayweather - han vil dog på ingen måde betale Conor McGregor det beløb, ireren drømmer om

Floyd Mayweather betragter sig selv som en forretningsmand nu, og han er udelukkende interesseret i en kamp, der kan sikre ham et ni-cifret dollar-beløb. Og det er lige nu kun en kamp mod Conor McGregor, der kan indbringe det, påpeger han. Foto: AP/Cliff Owen
Floyd Mayweather betragter sig selv som en forretningsmand nu, og han er udelukkende interesseret i en kamp, der kan sikre ham et ni-cifret dollar-beløb. Og det er lige nu kun en kamp mod Conor McGregor, der kan indbringe det, påpeger han. Foto: AP/Cliff Owen

2017 kan godt gå hen og blive året, hvor Floyd Mayweather dropper tilværelsen som bokse-pensionist.

Gennem hele 2016 har MMA-kongen Conor McGregor stukket til 'Money' Mayweather om en kamp i bokse-regi, og bølgerne har til tider gået meget højt.

Nu har Mayweather i ESPN-showet 'First Take' taget bladet fra munden og forklaret, at han håber, at kampen bliver til noget, og at hans lejr allerede har fremsat et meget generøst tilbud til Conor McGregor.

- Vi har forsøgt at arrangere kampen mod Conor McGregor, forsikrer amerikaneren, der dog slet ikke kan begribe, at den irske gavflab har fremsat krav om at modtage en betaling, der matchede sin egen på 100 millioner dollar.

- De vidste, hvad mit tal er. Det var 100 millioner dollar. Det var mit tal. Vi er A-siden her. Jeg ved ikke, hvad Conor McGregor har tjent før - jeg er ret sikker på, at han ikke engang har tjent ti millioner på en kamp.

- Vi var villige til at give ham 15 millioner. Og så kunne vi tale om at dele procenter fra pay-per-view.

- Men vi er altså A-siden her. Jeg ved slet ikke, hvordan han kan tale om at få 20 eller 30 millioner, når han ikke engang har prøvet at få otte eller ni millioner for en kamp, siger Floyd Mayweather, der bliver 40 til februar.

Kampen mellem Floyd Mayweather og Conor McGregor vil formentlig blive en af de største i 2017 - hvis den bliver en realitet. Foto: Polfoto
Kampen mellem Floyd Mayweather og Conor McGregor vil formentlig blive en af de største i 2017 - hvis den bliver en realitet. Foto: Polfoto

Conor McGregor har rent faktisk rekorden for den dyreste purse ved en UFC-kamp - han fik tre millioner dollar for sin sejr over Nate Diaz i august - men ireren mener selv, at han som udfordrer, der skifter sportsgren har nøglen til kampen og derfor fortjener en større bid af kagen.

Umiddelbart lyder 15 millioner dollar (ca. 105 millioner kroner) plus indtægter fra pay-per-view som en fornuftig aflønning, men det er ikke sikkert, at McGregor er tilfreds.

Eller også har han reelt ikke lyst, når det kommer til stykket. Mayweather er i hvert fald ikke i tvivl om, hvordan styrkeforholdet vil være i en boksering.

- Få ham over i bokseverdenen - så vil jeg vise ham, hvordan den er.

- Jeg siger her og nu: Conor McGregor siger hele tiden, at han vil have en kamp - lad os få det til at ske.

Det håber fans over hele verden også - nu er det bare at vente på Conor McGregors svar.

Se også: McGregor i nyt angreb på legenden: Jeg knuser dit hoved!

Se også: Mayweather-lejren afviser kamp: McGregor er bare en fupmager

Se også: Bokse-krigen tager til - Nu provokerer kongen igen

Se også: Ordkrigen intensiveres: Se MMA-stjernens vilde krav

Se også: Bokselegenden håner historisk MMA-konge: Han er en lille myre

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere