Micki bokser skæbnekamp i to kilometers højde

Micki Nielsen bokser karrierens største kamp i Sydafrika om tre uger - i top kilometers højde

Se tv-interview med Micki Nielsen herover.

- Det er meget sparring, det er hårdt, man kan godt mærke det, siger prof-bokseren Micki Nielsen efter et to timers træningspas i Valby.

Den ubesejrede cruiservægter har skyggen af et blåt øje og er så brugt, at han ikke ligner en mand, der har kræfter til at snakke. Et par minutter efter træningen kan Nielsen dog godt fortælle lidt om karrierens største udfordring, som venter lige om hjørnet.

Den foregår i to kilometers højde i det majestætiske Emperors Palace uden for Johannesburg, hvor sydafrikanske Johnny Muller venter i det andet ringhjørne.

Indtil da bliver 23-årige Micki Nielsen (21-0, 14 KO) fodret med to sparringspartnere ad gangen. Først en flok omgange med den ene, og så en frisk sparringspartner i ringen til en flok omgange mere.

Der bliver gået til den med sving og uppercuts og nogle træffere, som kan mærkes i morgen.

- Jeg har haft masser af sparring, så det er selvfølgelig positivt. Det er hårdt nu, men det er det, der skal til. Tre ugers sparring indtil en uge før kampen. Det er rigtig hård sparring, fortæller Albertslund-bokseren.

- Inden da løber man og dyrker noget crossfit og den slags i nogle uger for at finde en grundform. Men jeg har næsten lige bokset, så den er blevet holdt ok ved lige, siger den danske cruiservægter, der endnu ikke har nærstuderet Muller.

Der bliver gået til den i sparring. (Foto: Jakob Jørgensen)
Der bliver gået til den i sparring. (Foto: Jakob Jørgensen)

Faktum er dog, at Johnny Muller (19-6-2, 13 KO) for et års tid siden skabte en mindre sensation - og skandale - da han pointbesejrede Team Sauerlands polske cruiservægt-bomber Mateusz Masternak. I netop Emperors Palace.

- Han kan en masse ting. Han jabber meget. Men vi har selvfølgelig indøvet nogle ting, som vi satser på at ramme ham med. Han er blevet stoppet to gange, og sidste gang gik han ned på et slag i maven. Så det træner vi selvfølgelig også.

Det er et fremmed land langt væk, du ved ikke helt, hvilke forhold der venter dig – gør det dig nervøs?

- Nah, nu har jeg prøvet det nogle gange. Jeg har bokset i London, i Finland og i Rusland. Og så boede jeg jo tre år i Berlin med min bror. Det er bare noget, der følger med. Man kan ikke altid bokse på hjemmebane.

Hvad med højden? Du skal bokse i to kilometers højde?

- Jeg har trænet lidt med maske, som hjælper lidt. Det giver en idé om, hvordan det er. Men jeg håber fandeme ikke, det er lige så slemt som med den maske!

Micki Nielsen og  rejser allerede på søndag til Sydafrika for at akklimatisere sig før kampen mod Johnny Muller.

Kampen er en del af en lille turnering, hvor planen er, at finalen skal bokses i Monaco. I den anden semifinale mødes sydafrikanske Kevin Larena (13-1, 7 KO) og argentinske Roberto Bolonti (37-5, 26 KO).

Se et par af Micki Nielsens KO-sejre herunder: