Micki i sit livs kamp: Lidt ligesom Tyson, ikk?

23-årige Micki Nielsen bokser karrierens største kamp i to kilometers højde – med munden fuld af nye guldtænder

Så bredt smiler man, når man har fået nye tænder. (Foto: Cph Boxing)
Så bredt smiler man, når man har fået nye tænder. (Foto: Cph Boxing)

Lørdag aften bokser Micki Nielsen (21-0, 14 KO) sin professionelle boksekarrieres 22. kamp. Det foregår i to kilometers højde uden for Johannesburg i Sydafrika, hvor den lokale Johnny ’The Hurricane’ Muller (19-6-2) venter i det andet ringhjørne.

Kampen er et led i en lille turnering, Super 4, hvor finalen efter planen bokses i Monte Carlo – så for både Nielsen og Muller er det en kamp, der kan blive nøglen til en eller flere af de sjove kampe, hvor pengene er endnu større.

Vi satte os ned med den hårdtslående cruiservægter få dage før, han rejste til Sydafrika for at vænne sin krop til højden, og stillede ham 10 hurtige spørgsmål.

Hvorfor blev du bokser?

- Jamen, det ved jeg ikke. Til at starte med blev mig og min bror sendt til boksning, og så har vores far holdt os til det. Så på et tidspunkt, nu, er jeg blevet meget glad for det. Nogle gange hader man det lidt, hvis man så er væk fra det i to uger, så savner man det helt vildt. Det var mange fester, jeg gik glip af tidligere, fordi man skulle tidligt op dagen efter. I dag fortryder jeg det ikke, hvor jeg er nået hertil, det er helt fint.

En af de hårde dage på kontoret: To timers stenhårdt træningspas. Bagefter er der ikke energi til meget andet end at åbne munden for at spise og så ellers få en lur på sofaen. (Foto: Jakob Jørgensen)
En af de hårde dage på kontoret: To timers stenhårdt træningspas. Bagefter er der ikke energi til meget andet end at åbne munden for at spise og så ellers få en lur på sofaen. (Foto: Jakob Jørgensen)

Hvornår har du sidst været i infight eller klammeri med Patrick Nielsen?

- Ha! Det er faktisk et stykke tid siden. Det var mere, da vi var mindre. Nu er vi blevet lidt mere voksne, siger Micki Nielsen og smiler med sine nye guldtænder.

Du har fået lavet nye tænder – hvad skyldes det?

- Jeg havde to tænder, der var flækket. Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men de var flækket indvendig. Det var ikke fordi, de var knækket, men de skulle ud. Han sagde, det var på grund af slag, men jeg har ikke kunne mærke noget særligt, da det skete. Så jeg fik lavet de to, og så syntes jeg, det så rimelig fedt ud, og så fik jeg lidt flere. Ligesom Mike Tyson, lidt, ikk’?

Hvornår vidste, du skulle leve af at være bokser?

- Det er bare kommet sådan, stille og roligt. Lige pludseligt tog det fart. Der var et tidspunkt som amatør, hvor de var mere lala for mig. Så skiftede jeg klub, og så blev det meget seriøst. Efter det, så tog det fart. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne bokse

Sådan ser man ud, når man har haft to sparringspartnere, som begge har prøvet at tæve én. Først en flok omgange med den ene, så en frisk mand til en flok omgange mere. (Foto: Jakob Jørgensen)
Sådan ser man ud, når man har haft to sparringspartnere, som begge har prøvet at tæve én. Først en flok omgange med den ene, så en frisk mand til en flok omgange mere. (Foto: Jakob Jørgensen)

Hvordan er den her periode, tre uger før en stor kamp?

- Det er meget sparring, det er hårdt, man kan godt mærke det, siger Micki Nielsen efter et to timers træningspas – han har skyggen af et blåt øje og er så brugt, at han ikke ligner en mand, der har kræfter til at snakke. Jeg har haft masser af sparring, så det er selvfølgelig positivt. Det er hårdt nu, men det er det, der skal til. Tre ugers sparring indtil en uge før kampen. Rigtig hård sparring. Inden da løber man og dyrker noget crossfit og den slags for at finde en grundform. Men jeg har næsten lige bokset, så den er blevet holdt ok ved lige.

Hvad ved du om Johnny Muller, som du skal ned og møde?

- Han kan en masse ting. Han jabber meget. Men vi har selvfølgelig indøvet nogle ting, som vi satser på at ramme ham med. Han er blevet stoppet to gange, og sidste gang gik han ned på et slag i maven. Så det træner vi selvfølgelig også.

Fremmed land og langt væk – gør det dig nervøs?

- Nah, nu har jeg prøvet det nogle gange. Jeg har bokset i London, i Finland og i Rusland. Og så boede jeg jo tre år i Berlin med min bror. Det er bare noget, der følger med. Man kan ikke bokse alle kampe på hjemmebane.

Hvad med højden? Du skal bokse i to kilometers højde?

- Jeg har trænet lidt med maske, som hjælper lidt. Det giver en idé om, hvordan det er. Men jeg håber fandeme ikke, det er lige så slemt som den maske! Men vi har snakket med en læge om, hvordan vi skal gøre i forhold til højden og træningen.

Træner Joey Gamache, tidligere verdensmester i boksning, har de sidste tre år boet i København, hvor han træner en række af de bedste danske og nordiske boksere. (Foto: Jakob Jørgensen)
Træner Joey Gamache, tidligere verdensmester i boksning, har de sidste tre år boet i København, hvor han træner en række af de bedste danske og nordiske boksere. (Foto: Jakob Jørgensen)

Hvordan er livet som prof bokser blevet i forhold til, hvad du forventede?

- I starten var det bare hårdt, hårdere end jeg havde regnet med. Vi sad bare nede i Tyskland og kedede os. Tre år. Det var lidt … Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville lave noget andet, men jeg tænkte dernede, at det her kan jeg gøre derhjemme. Jeg gider ikke mere hernede. Det tænkte vi. Mange gange. Vi var jo endt dernede alligevel, hvis vi ikke kunne have fundet ud af noget andet. Men tankerne var der meget. Alle muligheder vi havde for at køre hjem, der kørte vi hjem. Små pauser i træningen. Nu er det lidt mere, som jeg havde regnet med, da jeg startede.

Havde du regnet med, at du ville blive så god?

- Puh, jeg satsede på det, ikk’? Jo, lidt. Der er jo stadig lang vej til målet. Men jeg synes det går meget godt lige nu. Jeg bliver ved med at rykke fremad på ranglisterne. Og hvis jeg vinder den her lille turnering, jeg er med i, så vil det være et rigtig stort skridt fremad, tror jeg, også i Danmark, hvor folk måske vil få øjnene lidt mere op for mig.

Lørdagens kamp mellem Micki Nielsen og Johnny Muller forventes at starte omkring 22.40. Den kan ses på Viaplay Fighting.

Se også: Micki før skæbnekamp: Jeg ser ondere ud end jeg plejer

12 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere