Mickis brutale nederlag: Brækkede hånden to steder under kampen

En ærgerlig, men fortrøstningsfuld Nisse Sauerland giver klar besked til Micki Nielsen: 'Ta’ nu ingen forhastede og uovervejede beslutninger!'

En slagen Micki Nielsen efter nederlaget til Yves Ngabu. Foto: Lars Poulsen
En slagen Micki Nielsen efter nederlaget til Yves Ngabu. Foto: Lars Poulsen

Micki Nielsen endte i en blodig EM-titel-duel mod den regerende belgiske europamester Yves Ngabu.

Efter et par voldsomme indledende omgange virkede et klart point-nederlag til Micki Nielsen som en top-ærgerlig realitet. Og selv om Albertslund-bokseren indiskutabelt leverede en brav og hæderlig indsats, tog den 25-årige dansker ganske enkelt imod for mange stenhårde fuldtræffere.

Micki Nielsen er ekstremt hårdfør. Det beviste han, da han stadig stod op efter boksekampens samtlige 12 omgange. Men cruiservægterens ansigt var stærkt medtaget med både en flækket læbe og en ordentlig blodtud - formentlig også brækket. 

- Jeg er sgu lidt øm over det hele, sagde en drøn-ærgerlig og enormt skuffet Micki Nielsen umiddelbart efter det blodige EM-opgør, men forsøgte dog samtidig at fremtvinge et skævt smil. 

Ingen forhastede beslutninger
En bristet drøm om en prestigefyldt EBU EM-titel var en barsk realitet efter en lige så barsk kamp. Micki Nielsen havde før opgøret luftet tanken om et potentielt karrierestop. Men han ville ikke umiddelbart tage stilling til det direkte efter det bitre EM-nederlag.

Men står det til promotor Nisse Sauerland, skal Micki Nielsen slet ikke lægge handskerne på hylden endnu: 

- Han har klart potentialet til at besejre en bokser som Yves Ngabu, men det var bare slet ikke hans aften, siger Nisse Sauerland. 

- Jeg har lige talt med Micki, og han har brækket sin hånd to steder i løbet af kampen, så det er derfor, han ikke fik sendt så mange slag af sted. Det er nok også en stor grund (til nederlaget, red.). 

- Han kæmpede tappert! Specielt med en brækket hånd. Han tabte med æren i behold … Micki Nielsen er stadig en ung gut, og han kan stadig komme tilbage trods nederlaget. Jeg sagde til ham: ‘Ta’ nu ingen forhastede og uovervejede beslutninger!’. Han kan sagtens lave et comeback, siger promotoren.

En blodig Micki Nielsen forsøger at få overtaget mod belgiske Yves Ngabu. Foto: Lars Poulsen
En blodig Micki Nielsen forsøger at få overtaget mod belgiske Yves Ngabu. Foto: Lars Poulsen
 

Normalt ikke Sauerlands ansvar
Skuffelsen stod malet i ansigtet på træner Gutte Løiborg, da Ekstra Bladet mødte Albertslund-teamet i omklædningsrummet umiddelbart efter det blodige nederlag i belgiske Roeselare.

Gameplanen blev ikke eksekveret i ringen mod den muskuløse bulderbasse Yves Nagbu. Gutte Løiborg adresserede problemet: 

- Der er ingen tvivl om, at formen ikke fejlede noget overhovedet. Alt har været godt. Undtagen manglende kvalificeret sparring. Jeg vil slet ikke forklejne de folk, vi har haft inde og sparre med Micki. Det har bare til syvende og sidst ikke været godt nok - alt credit til dem, men vi har manglet sparring, hvor vi er blevet presset lidt ekstra, lød det fra træner Gutte Løiborg, der tilføjede: 

- Det har været et hårdt forløb her op til kampen, og det har været svært skuffende og ærgerligt, at der ikke har været den nødvendige opbakning ift. at få sparringspartnere. 

- Jeg kunne aldrig drømme om at ... Der burde bare have været noget mere kvalificeret sparring. Jeg havde fået lovning på det og havde en forventning om det, men der kom sgu ikke noget. Og det er bare ærgerligt. 

Nisse Sauerland køber dog ikke den forklaring: 

- Vi hjalp med at arrangere sparringen, men vi var ikke klar over, at han ikke havde fået nok kvalificeret sparring. Vi skaffede bl.a. en engelsk sparringspartner. Men det er en anelse for sent at udtale, at man ikke har haft nok kvalificeret sparring i ugerne op til kampen. Vi hjælper altid vores boksere med at opsøge sparringspartnere - også selvom det normalt ikke er op til promotoren, siger Nisse Sauerland.

Se også: Dansk talent træner med i AC Milan


Se også: Brøndby-spiller på krykker: Foråret i fare

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere