Øretæver i luften i Horsens: Potentielt nordisk brag i sigte

Flere danske sejre og en norsk TKO til 'Thunder from Down Under'-stævnet i Horsens

Landry Kore styrede en sikker pointsejr i land. Foto: Claus Bonnerup
Landry Kore styrede en sikker pointsejr i land. Foto: Claus Bonnerup

FORUMS HORSENS (Ekstra Bladet): Til det hårdtslående Nordic Fight Night-stævne i Horsens, hvor Danmarks eneste VM-titelindehaver Dina Thorslund skulle forsvare sit WBO VM-bælte mod førsteudfordrer April Adams fra Australien, blev der så sandelig også uddelt tørre tæsk i massevis inden bokse-stævnets main event:

29-årige Landry Kore (nu 10-0-1, 5 KO’s) fra København, den regerende IBO Mediterranean-champ, skulle for første gang siden 2016 igen bokse på dansk grund … Seneste kampe har bl.a. været i USA og England.

Den danske mellemvægter skulle op imod den 32-årige tjekke Tomas Bezvoda (nu 7-3, 3 KO’s).

Kore lagde ud med barske et-to-kombinationer og hamrede sig igennem paraderne hos Bezvoda. Kores gameplan lignede umiddelbart stenhårde slag til kroppen og kæben i et adstadigt tempo. Og i 2. omgang blev der tilsat hooks og nyre-slag, der så ud til at pine den arme tjekke.

Bezvoda svarede igen, men slagene så ud til at prelle af på den hakkede mellemvægter fra Østerbro. Stilsikkert blev der uddelt tørre tæsk fra Kores side - Bezvoda gav dog også igen af samme skuffe.

‘Go for the knockout!’ skreg Kores træner - og selvom risikoen for at blotte sig var betragtelig, jagtede Kore et KO-stød. Men den nødvendige træffer udeblev dog. Kore vandt en sikker pointsejr.

Norsk TKO

Kai Robin Havnaa vandt på TKO over Levani Lukhutashvili. Foto: Claus Bonnerup
Kai Robin Havnaa vandt på TKO over Levani Lukhutashvili. Foto: Claus Bonnerup

Den 29-årige Sauerland-cruiservægter Kai Robin Havnaa (nu 15-0, 13 KO’s) fra Norge var også i ringen lørdag mod georgiske Levan Lukhutashvili.

Det udviklede sig hurtigt til et vildt slagsmål, hvor Lukhutashvili smed nogle seriøse bomber afsted i smasken på Havnaa, der ihærdigt holdt paraderne oppe. Men der blev også langet et par knaldhårde norske hooks retur.

Men det norske bombardement fortsatte og blev i sidste ende for meget for georgieren, der efter et sandt stormvejr valgte at kaste sig i gulvet til en tælling, han aldrig kom op fra.

Havnaa vandt i 3. omgang på TKO.

- Selvom han protesterede, så vidste jeg, han var omtumlet og ikke ville mere. Jeg satte en ren træffer, der rystede ham, sagde Havnaa efter kampen, der også blev spurgt ind til et potentiel nordisk brag mod Micki Nielsen.

- Han er verdensklasse. Jeg skal op på hans niveau. Men i fremtiden ville det være en fantastisk kamp. Uden tvivl, fastlog nordmanden.

Hamret i gulvet
28-årige Haris Dzindo (nu 11-0, 5 KO’s ) indtog Forum Horsens med et rappende entourage i selvsikker stil. Da gongongen ringede ud til 1. omgang og beordrede Vejle-bokserens træner konsekvent: Brug dit jab ... Brug nu dit jab, Haris!

Men der var ingen respons i ringen … Dzindo lurede nemlig køligt på muligheden for at knockoute sin duellant Istvan Zeller (38-26, 12 KO’s) med et brag. Og ganske rigtigt hamrede Dzindo med et stenhårdt højre-hook Zeller i kanvassen allerede i 1. omgang. Iskold eksekvering. Dzindo erobrede dermed GBU’s Continental-titel i super-mellemvægt.

- Zeller er en rutineret bokser - det skal man ikke tage fejl af … Men jeg havde udset mig chancen for en knockout. Han var helt åben, når han trak til højre - så der slog jeg til! Kort proces, lød det fra Haris Dzindo efter kampen.

Den 30-årige Horsens-bokser let-sværvægteren Amer Rasinlic (nu 1-0) besejrede over 4 omgange i sin prof-debut polske Przemyslaw Binienda (2-24, 2 KO’s) på point med et enstemmigt dommerpanel: 40-35.

Breakdance i ringen

Michael Nielsen fik en sejr i sin debut. Foto: Claus Bonnerup
Michael Nielsen fik en sejr i sin debut. Foto: Claus Bonnerup

Horsens-debutanten 27-årige Michael Nielsen (nu 1-0) sprang i 1. omgang som et vildt dyr i flæsket på sin modstander Stefan Sashev (5-22-1, 5 KO’s) i Sauerland-stævnets 4th bout. Det var en ilter super-bantamvægter, som Dina Thoslund i øvrigt har sparret med i den senester tid, og i 2. omgang krigede Nielsen videre med sine hurtige, små-flagrende kombinationer.

Bulgareren bed dog alligevel fra sig og gav ikke op uden kamp … Sashev satsede på enkelte hårde slag, mens danske Nielsen med et mindre bombardement fik presset bulgareren ud i tovene. Det endte med en klar pointsejr - enige dommere: 40-35 -  til Michael Nielsen, der break-dansede sin sejrsglæde ud i ringen.

Dina Thorslund er ikke imponeret over lørdagens modstander. Foto: KGZ Boksning - 22. jun. 2019 - kl. 19:10 Inden kæmpe VM-brag: - Det dummeste, jeg har hørt

Se også: Thorslund kopierer ikoniske Muhammad Ali

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere