Omfattende korruption: - Fucking snydere!

En ny undersøgelse afslører omfattende korruption i olympisk boksning

Michael Conlan demonstrerer sin mening om nederlaget i 2016. Foto: Ritzau Scanpic
Michael Conlan demonstrerer sin mening om nederlaget i 2016. Foto: Ritzau Scanpic

Bokseturneringen under OL i Rio har for længst skrevet sig ind i historien som en skamplet på OL og boksesportens integritet.

Her var flere kendelser nemlig så tvivlsomme, at man ved sommerens OL i Tokyo valgte at arrangere turnering helt uden om det internationale amatørforbund, AIBA, der blev betegnet som dybt korrupt.

Men hvor galt det egentlig var fat i Rio de Janeiro, er først nu ved at blive afdækket i en stor efterforsking.

Og ifølge de første resultater var det galt.

Helt galt, faktisk.

Således tyder det på, at der har været snyd i bedømmelserne af op mod ti olympiske boksekampe i 2016. Det skriver The Guardian.

Den engelske avis kunne, allerede inden det første slag var slået i 2016, afsløre at turneringen 'utvivlsomt' ville være præget af korrupte dommere.

Og det kom desværre til at holde stik.

Et af de grelleste eksempler fandt sted, da irske Michael Conlan tabte på 'split decision' til russiske Vladimir Nikitin i kvartfinalen i bantamvægt.

- De er nogle fucking snydere. De er kendt som snydere. Amatørboksning stinker fra toppen til bunden. Det handler om, hvem der betaler mest, lød det fra den rasende irer, der modtog sit nederlag med strittende langefingre.

Vladimir Nikitin jubler over den sejr, der nu bliver undersøgt. Foto: Ritzau Scanpix
Vladimir Nikitin jubler over den sejr, der nu bliver undersøgt. Foto: Ritzau Scanpix
 

På det tidspunkt havde flere resultater vakt stor undren, og i 2017 valgte AIBA at fjerne deres 'femstjernede dommere' fra de internationale turneringer. Dengang erkendte man, at deres indflydelse var blevet for stor, men omvendt afviste man, at der havde været tale om brud på reglerne.

Torsdag ventes der nye afsløringer, når professor Richard McLaren, der i sin tid stod bag efterforskningen af russisk statsdoping, på en pressekonference i schweiziske Lausanne vil afsløre sine resultater.

Det er AIBA selv, der har igangsat undersøgelsen af omfanget af korruption.

Legende stopper for at blive præsident