Palle tvunget til aflysning

Det længe ventede Danish Fight Night-stævne på Vestegnen er blevet aflyst med bare to ugers varsel. Det internationale bokseforbund IBF ville tage VM-titlen fra Sarah Mahfoud, hvis hun boksede den ellers planlagte kamp mod mexicanske Mayeli Flores

Mogens Palle og Bettina Palle har med blot to ugers varsel aflyst Danish Fight Night-stævne. Foto: Jakob Jørgensen
Mogens Palle og Bettina Palle har med blot to ugers varsel aflyst Danish Fight Night-stævne. Foto: Jakob Jørgensen
Følg Boksning

Promotor Mogens Palle er med bare to ugers varsel blevet tvunget til at aflyse det ellers længe ventede Danish Fight Night-stævne i Brøndby Hallen, hvor bl.a. den danske verdensmester Sarah Mahfoud var på plakaten.

En hospitalsindlæggelse af den aldrende matchmaker og promotor har bl.a. været med til at forsinke en række centrale forhandlinger op til boksestævnet.

- Danish Fight Night må med ærgrelse meddele, at det varslede boksestævne i Brøndby Hallen 6. november bliver udsat, skrev det garvede promotor-par Mogens og Bettina Palle lørdag i et opslag på Facebook og kaldte det samtidig et sammentræf af flere uheldige faktorer.

Ville få frataget sin titel
Det var ellers planen, at den danske verdensmester i fjervægt hos forbundet International Boxing Federation (IBF), Sarah Mahfoud, skulle have bokset otte omgange mod mexicanske Mayeli Flores som et afgørende led i forberedelserne til et kommende titelforsvar.

Men nu er muligheden for at banke det værste rust af mod en mere medgørlig modstander inden et prestigefyldt forsvar af VM-titlen altså blevet spoleret af et det internationale bokseforbund.

IBF har nemlig meddelt Mogens Palle, at Mahfoud ganske enkelt ville få frataget sin VM-titel, hvis hun valgte at bokse en såkaldt tune-up-kamp mod Flores.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sarah Mahfoud ærgrer sig over aflysningen. Foto: Lars Poulsen
Sarah Mahfoud ærgrer sig over aflysningen. Foto: Lars Poulsen
 

Det aflyste stævne ærgrer Mahfoud. For den 32-årige fjervægter hungrer efter at gøre comeback efter mere end et års fravær fra ringen.

- Jeg ville gerne have bokset imod mexicaneren. Men i virkeligheden er jeg ret ligeglad med, hvem jeg skal stå overfor i ringen. Det eneste, jeg bekymrer mig om lige p.t., er kun, hvornår jeg igen kan træde op i ringen. For det er alt for længe siden.

- Nu skal jeg så bokse mod Nina Meinke (den officielle udfordrer til titlen, red.) ‒ og hun er bestemt ikke nogen dårlig bokser ‒ så motivationen for at vende tilbage i mit livs form er helt i top, siger Sarah Mahfoud, der ikke har været i kamp siden februar sidste år.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Se højdepunkterne fra Sarah Mahfouds VM-sejr.

Dengang besejrede hun den på daværende tidspunkt vikarierende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal og gjorde dermed krav på IBF’s interim verdensmestertitel ‒ en titel, der sidenhen er blevet omstødt til den reelle VM-titel.

Efterfølgende har Mahfoud dog måttet spejde forgæves efter sin næste udfordring mellem tovene ‒ bl.a. på grund af coronanedlukningen i fjor.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Vil bokse mod den bedste af de bedste
Kampen mod Flores blev ikke godkendt af IBF, hvilket i sidste ende spændte ben for stævnet på Vestegnen. Til gengæld godkendte bokseforbundet et potentielt dansker-clash mellem Mahfoud og Dina Thorslund. Men en aftale mellem de to danske verdensmestre faldt til jorden.

I stedet bliver næste opgave et obligatorisk titelforsvar mod førsteudfordreren Nina Meinke.

Den 28-årige bokser fra Berlin er regerende europamester i fjervægt og rangerer i skrivende stund som nummer fem på BoxRec i den pågældende vægtklasse.

Der venter med andre ord en skrap modstander i det modsatte ringhjørne, næste gang Mahfoud entrerer ringen ‒ til en duel, hvor den danske verdensmester allerede kan risikere at miste sin VM-titel.

Men det får dog ikke den ubesejrede dansker til at skælve. Tværtimod.

- Jeg vil netop gerne have de store kampe og bokse mod den bedste af de bedste. Selvfølgelig skal jeg da møde den officielle udfordrer. Sådan er gamet. Amanda Serrano (tredobbelt verdensmester i fjervægt, red.) er også derude ‒ hende gad jeg også godt møde.

- Samtidig er boksning i kulissen også bare ét stort puslespil, hvor mange brikker skal falde på plads. Og der er mange ting, der har været medvirkende til, at stævnet 6. november er endt med at blive aflyst. Plus IBF stillede det her ultimatum: Hvis jeg boksede otte omgange mod Flores, så ville jeg få frataget titlen … men den forærer jeg da ikke bare væk uden videre, slår Mahfoud fast og fortsætter:

- Når man har været væk fra ringen i så lang tid, så kunne det måske godt have været tiltrængt med otte omgange i ringen for lige at mærke suset igen. Men når det ikke længere er en mulighed, så må jeg jo bare gøre det, de (IBF red.) forlanger, slutter den danske verdensmester, der den seneste tid er blevet trænet af Bernardo Checa fra Panama, som tidligere bl.a. har coachet verdensstjernen Roberto Duran.

Ifølge Palle-lejren vil der blive meldt en ny dato ud for stævnet i den nærmeste fremtid.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller