Patrick håber på ny storkamp: - Glem det!

Bokseekspert Brian Mathiasen mener, at det er usandsynligt med en omkamp mellem Patrick Nielsen og Arthur Abraham efter danskerens nederlag i Tyskland. Han nævner, at det er en for stor risiko for den 38-årige tysk-armener at bokse i Danmark

Brian Mathiasen tvivler på, at Arthur Abraham kommer til at bokse mod Patrick Nielsen i Danmark. Foto: Lars Poulsen
Brian Mathiasen tvivler på, at Arthur Abraham kommer til at bokse mod Patrick Nielsen i Danmark. Foto: Lars Poulsen

Patrick Nielsen tabte meget knebent til Arthur Abraham i boksebraget i Offenburg i Tyskland med 2-1 i dommerstemmer.

Efter kampen var danskeren meget skuffet over resultatet, hvor han følte, at han burde have vundet kampen. Samtidigt åbnede han op for en mulig omkamp mod Arthur Abraham.

Ifølge bokseekspert Brian Mathiasen tror han ikke, at det bliver en realitet.

- Jeg tvivler på, at Arthur Abraham kommer udenfor Tyskland, og der er jo heller ikke så meget mere i ham, og det er en for stor risiko, da Patrick Nielsen boksede lige op med ham i Tyskland.

- I Danmark vil det nok være for farligt, og der er nok ikke de helt store penge i kampen. Han er vant til at bokse for mange penge i Tyskland. Abraham har måske kun en kamp tilbage, og det bliver nok mod et større navn, siger Brian Mathiasen til Ekstra Bladet.

Flere eksperter har kaldt afgørelsen i kampen mellem Patrick Nielsen og Arthur Abraham for skandaløs, da de mener, at danskeren skulle have vundet kampen. Mathiasen mener, at kampen var meget tæt, og scoren var forkert - dog ikke nok til at have givet danskeren sejren.

- For det første er det svært at vinde en kamp i Tyskland, og nogen siger også, at det er svært at vinde i Danmark. Første halvdel af kampen vinder Patrick, mens Abraham vinder flest omgange i sidste halvdel. Det kommer an på, hvilke øjne der ser på kampen, men jeg er enig i, at pointforskellen på fem point hos to af dommerne er helt forkert, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det var en tæt kamp mellem Abraham og Nielsen i Tyskland, ifølge eksperten. Foto: Lars Poulsen
Det var en tæt kamp mellem Abraham og Nielsen i Tyskland, ifølge eksperten. Foto: Lars Poulsen
 

Overrasket over Abrahams dårlige niveau
Patrick Nielsen imponerede eksperten, men han var samtidigt meget skuffet over tysk-armeneren.

- Jeg havde ikke regnet med, at Patrick Nielsen ville klare det så godt, men jeg havde heller ikke regnet med, at Abraham var blevet så dårlig, siger han.

Brian Mathiasen mener, at det vil være dumt at stoppe karrieren for Patrick Nielsen efter en af sine bedste kampe i karrieren. Selvom han ikke tror på en ny kamp mod Abraham, så har han en bestemt bokser i kikkerten, som kunne være en god modstander for Patrick Nielsen.

- Jeg tænker Patrick Nielsen mod Lolenga Mock. Den kamp har Mogens Palle jo skreget på i mange år, men Patrick har sagt, at Mock ikke er interessant for ham, og jeg ved heller ikke, om kampen er blevet interessant nu. Jeg synes, at det kunne være en rigtig interessant kamp. Jeg ved heller ikke, hvor mange internationale der står i kø til at møde Patrick lige nu, siger han.

 

***

Efter nederlag: Vi kan sagtens være klar på at sende mere Patrick Nielsen

Kim Mikkelsen, der er ledende redaktionschef hos TV3 SPORT, kan sagtens forestille sig, at kampen bliver sendt i TV, hvis Patrick Nielsen og Arthur Abraham skal bokse mod hinanden i Danmark.

- Først og fremmest skal Patrick Nielsen ville det. Han har jo sagt, at han ville stoppe, hvis det blev til nederlag mod Abraham. Hvis begge boksere vil det, og der kan bygges noget op, som er interessant for seerne, så kunne vi (TV3 Sport, red.) sagtens være en del af det, siger Kim Mikkelsen til Ekstra Bladet.

Kim Mikkelsen mener, at folks mange holdninger til Patrick Nielsen gør ham ekstra interessant i et TV-mæssigt perspektiv.

- Jeg tror, at Patrick Nielsen er spændende i forhold til interesse og kendthed, og noget som de andre arbejder på, fordi han har været med i gamet i mange år, og han har noget, som fungerer ved boksere. Enten er man vild med ham, eller så er man ikke så vild med ham, og det fungerer godt at have en holdning til bokseren, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mange har en holdning til Patrick Nielsen, og det er godt, mener Kim Mikkelsen. Foto: Lars Poulsen
Mange har en holdning til Patrick Nielsen, og det er godt, mener Kim Mikkelsen. Foto: Lars Poulsen
 

Pay per view kan komme på tale
Kampen kan risikere at blive en pay per view kamp, hvis økonomien er afgørende for, om kampen bliver til noget.

-  Hvis det kræver pay per view for at få enderne til at mødes, så det kan det sagtens ske, siger han.

Selvom en Patrick Nielsen-kamp ikke skulle blive til noget, har Kim Mikkelsen også andre boksere i kikkerten til fremtidige TV-kampe.

- Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vi har en aftale med Sauerland, hvor de promoter nogle boksere på tværs af Norden, og der er nogle navne i både Sverige, Norge og Danmark. Lige nu er Dina Thorslund og Micki Nielsen to navne, som stritter mest frem, mens Dennis Ceylan skal i gang med at bygge sig selv lidt op efter et par skuffende resultater, siger han.

Se også: De tabte sutten i skandale-afgørelse: Vi har brug for dig, Patrick!

Se også: Raser over dommerne: - Skandaløst! - Patrick blev skidt på!

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen