Patrick Nielsen droppede sin træner: Pludselig var handskerne farvet pink

Patrick Nielsen er stadig overbevist om, at han og Joey Gamache har et godt forhold til hinanden, selv om bokseren netop har droppet samarbejdet med træneren

Patrick Nielsen får sit comeback 21. januar i Struer. Og det med en ny træner i ringhjørnet. (Foto: Stine Tidsvilde)
Patrick Nielsen får sit comeback 21. januar i Struer. Og det med en ny træner i ringhjørnet. (Foto: Stine Tidsvilde)

Patrick Nielsen er i fuld gang med forberedelserne til sin comeback-kamp. Om mindre end to uger skal han i ringen for første gang i mere end et år, når colombianeren Beibi Berrocal er modstanderen ved Nordic Fight Night i Struer.

Og det bliver med en ny træner i ringhjørnet. Tirsdag kom det frem, at Nielsen har valgt at udskifte Joey Gamache med Gutte Løiborg, der tidligere har trænet supermellemvægteren.

Patrick Nielsen erkender, at skiftet er en smule hektisk i forhold til det nærstående comeback, men der ligger ingen konflikt bag den pludselige rokade.

- Det er sket lidt naturligt. Vi er måske bare vokset lidt fra hinanden. Man får et specielt forhold til sin træner. Nogle gange virker det, og andre gange virker det ikke. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte for noget andet. Vi havde talt om det i et stykke tid, siger Patrick Nielsen til Ekstra Bladet.

Den danske bokser vedkender, at han i en kort stund var i tvivl, om venskabet til Gamache havde lidt skade på baggrund af beslutningen om at sige farvel.

Men da Nielsen mødte op til træning tirsdag, fik han omgående fornemmelsen af, at der ikke var onde miner fra hans nu tidligere coach. Og det var der en helt speciel årsag til.

- Det har været fælles beslutning, men jeg har haft det sidste ord. Forholdet er dog helt fint. Jeg kom til træning i dag (tirsdag, red.), og der så jeg, at farven på mine sparringshandskers snørebånd pludselig var pink. Jeg tror, at det er Joey, som står bag det, siger Nielsen.

- Indtil i dag (tirsdag, red.), var jeg lidt skeptisk. Men efter at jeg har set de snørebånd, er jeg overbevist om, at vi er skiltes som venner, lyder vurderingen.

Patrick Nielsen roser da også Gamache for hans egenskaber som træner. Det var bare blevet tid til noget nyt.

- Måske ønskede jeg bare at gå i en lidt anden retning, end han (Gamache, red.) ville. Nu har jeg Gutte Løiborg, som jeg har kendt hele mit liv. Han trænede mig også, da jeg var amatørbokser, og han kender min familie.

- Begge trænere er rigtig dygtige, men de har hver deres stil. Gutte er god til at få mig mere i bevægelse, og som bokser er jeg bedst på afstand, siger Nielsen.

Han får sit comeback 21. januar, når Team Sauerland afholder Nordic Fight Night i Struer.

Patrick Nielsen har blandt andet holdt formen ved lige ved at slå en Ekstra Bladet-reporter i gulvet - se det her:

Patrick Nielsen gør comeback i januar mod colombianeren Beibi Berrocal. Og det bliver med en ny gammel kending som træner. (Arkivfoto: Linda Johansen) Boksning - 10. jan. 2017 - kl. 18:26 Dropper samarbejde: Patrick Nielsen overrasker før comeback-brag

Se også: Giga-interesse for boksebrag

22 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere