Patrick Nielsen efter sejr: Så kom, Rudy!

Den 24-årige dansker forsvarede i Ballerup Super Arena sin titel mod den gamle ghaneser Charles Adamu, men Rudy Markussen kan næppe være skræmt af rivalens præstation mod den svage modstander ved Nordic Fight Night

Patrick Nielsen slog sin ghanesisk modstander Charles Adamu, der er rejsende i nederlag - og fik et mere i Ballerup Super Arena lørdag aften (Foto: Jakob Jørgensen)
Patrick Nielsen slog sin ghanesisk modstander Charles Adamu, der er rejsende i nederlag - og fik et mere i Ballerup Super Arena lørdag aften (Foto: Jakob Jørgensen)

BALLERUP (Ekstra Bladet):

Patrick Nielsen vandt sent lørdag aften helt som forventet over Charles Adamu og er fortsat indehaver af WBS's internationale titel i supermellemvægt.

Men den 24-årige bokser kan ikke have skræmt sin fjende Rudy Markussen med sin præstation mod ghaneseren ved Nordic Fight Night i Ballerup.

Patrick Nielsen formåede ikke at stoppe sin modstander og måtte igennem 12 runder, før karrierens 26. sejr i kamp nummer 27 var i hus.

Se også: Lukrative nederlag: Rejser ud i verden og får tæsk

Patrick Nielsen vandt med dommerstemmerne 3-0 (120-108, 120-108, 120-108) over Charles Adamu, hvis største præstation bestod i, at han klarede sig igennem de 12 omgange.

Adamu brugte særligt i kampens start det meste af sin energi på at holde paraderne oppe og forsvare sig. Det der med selv at slå benyttede han sig ikke ret meget af. Og det er sjældent nogen ret god idé i boksning.

Den 37-årige ghaneser havde forudsagt, at Patrick Nielsen ikke ville være i stand til at overleve mere end fem runder med ham, men hans evner som spåmand matcher meget godt hans evner i bokseringen.

Se også: Dennis Ceylan vandt herre-fight

Adamu havde lovet fyrværkeri, men der var ikke meget knald i sikkerhedsvagtens næver. Han har kun vundet nogle gange uden for Ghana i en ikke videre imponerende karriere, der toppede for nogle år siden.

Og i Ballerup Super Arena viste manden, der er rejsende i nederlag, sig som en overkommelig modstander for den 13 år yngre Patrick Nielsen.

Det mest overraskende var egentlig, at Adamu holdt 12 omgange.

Se også: Suveræn Micki Nielsen vandt på point

Patrick Nielsen lagde hårdt ud og pressede sin modstander rundt i ringen i de første runder og fik flere gode træffere ind på Adamu.

Det lignede en hurtig afgørelse, men ghaneseren formående at blive stående oprejst og kom, som kampen skred frem, bedre med uden dog på noget tidspunkt at true Patrick Nielsen.

Næste opgave for den 24-årige Saurland-bokser kan blive et imødeset møde med Rudi Markussen. Der er intet på plads, men i kulissen arbejdes der hårdt på at få den kamp i stand.

Rudy Markussen var inviteret til Nordic Fight Night i Ballerup, men var ikke tilstede i Super Arenaen.

Se også: Mere dansk succes: Vandt på teknisk knock-out

Patrick Nielsen havde dog et klart budskab Rudy Markussen efter den overbevisende sejr:

- Så kom, Rudy. Jeg har ikke noget at sige til dig. Så kom!

Han havde tidligere på aftnen fået opbakning fra sin bror Micki Nielsen, der vandt sin kamp i Ballerup ganske suverænt.

- Han (Rudy, red.) skal bare komme an. Han skal bare komme i gang med den kamp, sagde Micki Nielsen.

Der er ondt blod mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen, og det kulminerede, da Markussen - uden invitation! - mødte op til et Patrick Nielsen-pressemøde i slutningen af april.

Der blev uddelt verbale øretæver fra begge sider - Patrick Nielsen kaldte bl.a. Markussen for en fucking kylling - og det var ikke langt fra, at de to kamphaner havde taget forskud på den kamp, som så mange gerne vil se i bokseringen.

Se tv-klippet, hvor en tændt Patrick Nielsen på et pressemøde udfordrer Rudy Markussen til slåskamp:

78 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere