Penge, power og flere penge

I sin fattige barndom svor Floyd Mayweather, at han ville arbejde hårdt for at trække sig selv og familien op af dyndet - i dag er alle nødt til at forholde sig til fænomenet

Penge, power og flere penge

Floyd Mayweather og Logan Paul røg i totterne på hinanden i maj

Søndag nat sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? Udover hovedfighten er der flere andre kampe. SE MED HER (Ekstra Bladet+)

’Nogle betaler for at se mig vinde, andre betaler for at se mig tabe - men de betaler alle sammen’.

Floyd Mayweathers eget udsagn indrammer meget godt den kynisme, der kendetegner hans karriere som boksende pengemaskine under det selvvalgte boksenavn ’Money’, som i sin tid afløste det alt for pæne ’Pretty Boy’.

En kynisme som business-og showmand, der fuldstændig matcher den boksestil, der i årtier har opretholdt hans status som ubesejret.

Oppe i ringen har han nemlig forfinet ’the noble art of selfdefense’ i en grad, så det er svært at se nogen anden bokser i historien med så overlegen en defensiv stil.

Selv fra en tilbagelænet position i tovene evner han således dels at undvige og dels at prikke sine stød og slag ind fra mange vinkler med knivskarp præcision.

Og selv om han i årevis blev beskyldt for at håndplukke sine modstandere, så nedlagde han siden så store navne på stribe, at det er fair at bringe den 44-årige amerikaner i spil som historiens bedste bokser, pund for pund.

Søndag skovler han så endnu en røvfuld dollars ind på den bugnende bankbog, når han møder YouTube-stjernen Logan Paul. En kamp, du kan se her på eb.dk

YouTube-stjernen Logan Paul er både yngre, større og tungere end Floyd Mayweather, men de færreste tror, at han har den mindste chance i ringen. Foto: mpi10/MediaPunch/Ritzau Scanpix
YouTube-stjernen Logan Paul er både yngre, større og tungere end Floyd Mayweather, men de færreste tror, at han har den mindste chance i ringen. Foto: mpi10/MediaPunch/Ritzau Scanpix
 

Fænomenet Floyd bygger på en tilsyneladende bundløs brønd af selvtillid, som næppe blev grundlagt i en voldsom barndom. Den vender vi tilbage til.

I mange år følte han trang til at flashe sin rigdom, men da han i 2017 skulle møde UFC-fænomenet Conor McGregor, var det ireren, der drønede Las Vegas rundt i en Rolls Royce for at flashe sin.

- Jeg har gjort det med minkpelse og at vise mig frem. For jeg er den ægte vare. Enhver Lamborghini, du ser mig køre I, ejer jeg, og en ejendom, du ser mig i, er betalt, argumenterede han ifølge Los Angeles Times.

Floyd Mayweather Jr. ankommer til sit gym i en af sine mange luksusøser. Denne er en 2014 Koenigsegg Trevita til en pris af bare 4.800.000 dollars. Foto:Gene Blevins/Ritzau Scanpix
Floyd Mayweather Jr. ankommer til sit gym i en af sine mange luksusøser. Denne er en 2014 Koenigsegg Trevita til en pris af bare 4.800.000 dollars. Foto:Gene Blevins/Ritzau Scanpix

Da han var tyverne, befandt han sig et helt andet sted, beskriver avisen. Han trak ikke de store seertal, og for hans promoter, Bob Arum, var Oscar De La Hoya vigtigere.

I 1999 sad han en dag overfor HBO-direktør Lou DiBella, der tilbød ham en ny kontrakt på 16 millioner dollars, men den blev affejet som ’en slave-kontrakt’, før han sagde: ’Jeg er ikke nogen hvem som helst. Jeg bliver en af historiens største boksere, jeg kommer aldrig til at tabe, og jeg vil tjene flere penge end nogen anden’.

DiBella trak på skuldrene og tilbød, at han ville genforhandle kontrakten, hvis ti mennesker ville genkende Floyd på en spadseretur over Times Square.

Der skulle også gå mange år, før han faktisk blev manden, alle enten hadede eller så op til i hjemlandet.

Men i takt med, at han metodisk udboksede sine modstandere, steg indtægterne til højder, der gjort ham til den bedst betalte atlet i verden, og ’Money’ markerede sin status ved at kaste kontanter efter kameraerne.

Han forvandlede sig til en offentlig personlighed, som alle var tvunget til at forholde sig til.

Floyd Mayweather Jr. har næppe tal på sine titler. Her poserer han med sine seks VM-bælter efter sejren over Oscar De La Hoya i 2007. Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix
Floyd Mayweather Jr. har næppe tal på sine titler. Her poserer han med sine seks VM-bælter efter sejren over Oscar De La Hoya i 2007. Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Ross Greenburg, tidligere president hos HBO Sports siger det således:

- Elsk ham eller had ham, men du er nødt til at se ham. Han havde ret i alt det, han forudsagde – tidobbelt. Jeg havde aldrig troet, han kunne generere de summer, men han har båret sporten på sin ryg som en af de største i historien.  

Faktisk ændrede han for nogle år siden magtbalancen mellem de to amerikanske tv-konglomerater, HBO og Showtime, og derved også hele boksesporten.

- Det var ikke bare et skvulp, der blev sendt en chokbølge gennem hele industrien, da pressemeddelelse om skiftet kom ud, sagde boksereporter Steve Kim til Jyllands-Posten.

HBO fjernede samtidig alle klip fra den kamp mod Oscar De La Hoya i 2007, som for alvor ændrede Mayweathers status fra dygtig bokser til globalt ikon.

Herfra slog han ikke kun om sig med penge men også med oneliners.

Og med selvfølge har han omdøbt MGM Grand i Las Vegas til ’Mayweather Gets Money’.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Banket af far

Ingen har mestret undvigelsens kunst som Floyd Mayweather, men han kan ikke løbe fra sin voldsomme og fattige barndom, som fik ham til at arbejde hårdt for at redde sin familie. Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix
Ingen har mestret undvigelsens kunst som Floyd Mayweather, men han kan ikke løbe fra sin voldsomme og fattige barndom, som fik ham til at arbejde hårdt for at redde sin familie. Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Da hans far, bokseren Floyd Mayweather Sr, trak en meget lille Floyd med sig hen i det lokale boksegym, havde Junior næppe forestillet sig, at han også skulle have øretæver af sin far derhjemme.

Men det fik han, har han fortalt.

- Min far slog mig for alt, jeg gjorde. Også selv om jeg ikke havde gjort noget. Jeg plejede at bede for den dag, jeg blev voksen og kunne komme væk fra det. Jeg var så træt af at få tæsk.

Og det var kun en del af den vold, han oplevede dengang. Faderen, der var narkohandler, bankede moderen, der var narkoman. Og en dag stod hans mors bror foran huset og pegede på Floyd Sr med en pistol.

- Jeg og min far legede foran huset, og han løftede mig op. Min far sagde til ham: ’Det er alt, jeg har i verden - min søn - så hvis du vil slå mig ihjel, så skyd’. Min mor siger, at han brugte mig som et skjold for selv at undgå at blive skudt, har Floyd Jr fortalt til The Telegraph.

På grund af barnet sænkede morbroderen pistolen og skød faderen i benet, og det betød, at hans karriere en gang for alle også var skudt ned. Dermed forsvandt også pengene, og narkohandelen flyttede ind i det fattige hjem i Grand Rapid, Michigan.

Floyd Sr. var dog både manager og træner for Floyd Jr., før de ved årtusindskiftet blev uenige om et beløb på 7.000 dollars, som sønnen mente sig snydt for, hvilket kostede ni år uden et ord mellem de to.

- Jeg har set min far sælge min mor crack. Min far røg i fængsel i en alder, hvor jeg havde mest brug for ham, har han fortalt om faderens flere år lange narkodom.

Venner og familie modtager Floyd Mayweather Jr., da han bliver løsladt fra Clark County Detention Center efter to måneders afsoning i sommeren 2012. Foto: Isaac Brekken/Ritzau Scanpix
Venner og familie modtager Floyd Mayweather Jr., da han bliver løsladt fra Clark County Detention Center efter to måneders afsoning i sommeren 2012. Foto: Isaac Brekken/Ritzau Scanpix

I mellemtiden flyttede han til New Jersey med sin mor, sine søskende og nogle tanter i en lejlighed med koldt vand, hvor strømmen ofte svigtede.

- Jeg har et klædeskab nu, som er større, end mit soveværelse var, har han sagt til Rolling Stone.

- Folk ville blive overraskede, hvis de vidste, hvilket helvede jeg har været gennem.

Onklen Roger Mayweather, selv tidligere verdensmester, blev træner for Floyd. Også selv om han var plettet af en dom for overfald på sin lille søns bedstemor.

- Det, der virkelig har fået mig til at arbejde hårdt, var at se min mor arbejde på et plejehjem. Hun var nødt til at vaske de gamle, og hun kæmpede med det hele tiden, fordi hun havde dårlig ryg. Men at min mor var på stoffer, gjorde meget ondt. Det var for meget at se hende sådan.

Unge Floyd besluttede at lægge alt i sin boksning for at trække sin familie op fra dyndet.

Desværre lærte han ikke samtidig at passe på sin egen.

For ti år siden blev han dømt for at have banket moderen til tre af hans fire børn men slap dog med et forlig og 60 dage i skyggen.

Samtidig skulle han bokse en stor kamp mod Miguel Cotto, der ville generere massive indtægter, og da Nevada var ramt af recession, fandt man en måde at udsætte afsoningen på.

Mayweather har aldrig offentligt fortrudt sin handling.

- Det var en forhindring i mit liv. Du lever, du lærer, og kun de stærke overlever. Jeg er en af de stærke, som han udtrykte det, da han igen var på fri fod.

Floyd Mayweather Jr.

Født 24. februar 1977

Verdensmester i fem vægtklasser: superfjervægt, letvægt, letweltervægt, weltervægt og letmellemvægt. 50 kampe uden nederlag, 27 sejre på knockout.

Nummer et på Forbes' liste over de bedst betalte idrætsfolk i 2012 og 2014.

Fire biologiske børn, heraf tre med realitystjernen Josie Harris og et med tv-stjernen Melissa Brim samt en adopteret søn.

Bosiddende i Las Vegas.

Søndag nat sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? Udover hovedfighten er der flere andre kampe. SE MED HER (Ekstra Bladet+)