Sauerland optrapper bokse-krig: Vi har option på Rudys næste kamp

- Sauerland har ingen option på mig - i øvrigt har jeg intet hørt fra dem i to et halvt år, siger Rudy Markussen

Rudy Markussen kender intet til den option, som Kalle Sauerland omtaler. I øvrigt forstår han ikke, hvorfor Sauerland nævner en option to et halvt år efter, han senest har været i ringen. - Jeg har jo intet hørt fra dem i perioden, siger han. (Foto: Jakob Jørgensen)
Rudy Markussen kender intet til den option, som Kalle Sauerland omtaler. I øvrigt forstår han ikke, hvorfor Sauerland nævner en option to et halvt år efter, han senest har været i ringen. - Jeg har jo intet hørt fra dem i perioden, siger han. (Foto: Jakob Jørgensen)

Team Sauerland gør alt, hvad der står i deres magt for at undgå at inddrage Hans Henrik Palm og Mogens Palle i at arrangere danskeropgøret mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen.

Palm/Palle fremsendte i sidste uge et tilbud til de to bokser på 100.000 euro – 750.000 kr. til hver for at gå i ringen og afgøre, hvem der er den bedste danske supermellemvægter, når man altså ser bort fra pensionerede Mikkel Kessler.

Se også: Danskerbrag i tynd tråd

Patrick Nielsen har ignoreret udspillet, mens Rudy Markussen har accepteret tilbuddet og er klar til at gå i ringen.

Nu løfter promotor Nisse Sauerland sløret for, at det på intet tidspunkt har været planen at involvere Palm/Palle i at arrangere kampen.

- Vi lavede en option med Rudy Markussen, da han boksede den seneste kamp mod Daniel Regi. Den næste kamp skal han også bokse for os, forklarer Nisse Sauerland.

- Hvor længe gælder sådan en option?

- Optionen gælder til Rudy skal i ringen næste gang. Og efter en lang skadespause er han nu gået i gang med træningen. Så han skal bokse for os.

- Er det korrekt, at I har forhøjet jeres tilbud til ham fra 60.000 til 80.000 euro?

- Ja, vi har forhøjet tilbuddet, fordi vi gerne ser kampen bliver en realitet.

- Men hvorfor betaler I ham ikke de 100.000 euro, som Palm/Palle har tilbudt ham?

- Vi kan og vil ikke gå højere end 80.000 euro.

- Hvorfor? Så bliver kampen jo ikke til noget...

- Lad os nu se.

- Hvorfor vil I have kampen bokset allerede 20. juni?

- Rudy har været klar over det længe. Så han har haft tre måneder til at træne sig op. Det er tid nok, mener Nisse Sauerland.

Se også: Dansk boksebrag: Så meget får de for kampen

De har ingen option på mig
Rudy Markussen er helt uforstående overfor Team Sauerlands påstand, om at de har option på hans næste kamp.

Markussen var senest i ringen 8. december 2012, hvor han besejrede Daniel Regi. Siden har han været skadet i mere end to år primært med nakkeproblemer.

- Jeg har ikke skrevet under på en aftale i 2012, hvor der var en option til Team Sauerland. I øvrigt kan en option ikke være gældende i så lang tid.

Se også: Patrick efter sejr: Who the fuck is Rudy?!

- I de seneste to et halvt år har jeg intet hørt fra Team Sauerland. De har ikke opsøgt mig for at spørge, hvornår jeg var klar til at bokse. Intet har jeg hørt fra dem i perioden, forklarer Rudy Markussen.

Han er stadig klar til at gå i ringen mod Patrick Nielsen, men ikke på de præmisser som Team Sauerland har stillet op.

I går modtog han en sms fra promotor Nisse Sauerland, der forhøjede tilbuddet til ham fra 60.000 euro til 80.000 euro – de sidste 20.000 euro skal primært dække forberedelserne til kampen mod Patrick Nielsen.

- Men jeg har jo et tilbud på 100.000 euro fra Mogens Palle og Hans Henrik Palm. Det er også, hvad jeg mener, jeg skal have for at bokse kampen. Jeg er ikke bange og parat til at møde Patrick Nielsen, siger Rudy Markussen

Team Sauerland har krævet, at kampen skal bokses 20. juni, men det betegner Rudy Markussen som helt ude i skoven.

- Det er useriøst at bede mig bokse allerede 20.juni. Jeg har ikke været i ringen i to et halvt år. Det er rimeligt, at jeg får lidt tid til at forberede mig. Hvorfor kan vi ikke blive enige om et tidspunkt efter sommerferien, spørger Rudy Markussen.

Se også: Dansk boksebrag: Se Patricks vilde tilbud

Ignorerer henvendelse fra Palm
Hans Henrik Palm er dybt forundret over, at Nisse Sauerland slet ikke giver lyd fra sig, efter han har fremsendt et udkast til en aftale, hvor de kan deles om arrangementet.

- Jeg har fremsendt et udkast til en fælles aftale, hvor de kommer med Patrick og vi kommer med Rudy.  Jeg fik lovning på, at de ville vende tilbage, men jeg hører intet fra dem. Det er en mærkelig fremgangsmåde, mener Hans Henrik Palm og slår fast:

- Det kunne tyde på, at de ikke er interesseret i kampen. Det er ærgerligt, fordi det ville være en god kamp for det danske boksepublikum, siger han.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere