Den danske super-mellemvægter Patrick Nielsen tabte tilbage i slutningen af april sidste år kampen mod den rutinerede stjerne-bokser og mange-dobbelte verdensmester Arthur Abraham på en split-decision.
Et resultat der blev diskuteret vidt og bredt og tilmed kaldt skandaløst og diskutabelt af bl.a. Jesper D. Jensen, som er formand for Dansk Professionelt Bokse-forbund.
Patrick Nielsen leverede en helhjertet og helstøbt indsats mod bokse-veteranen fra Armenien. Og en rematch i København kom hurtigt på tale.
Nisse Sauerland øjnede chancen for en spektakulær second chance. Sådan er det langt fra gået … Og Arthur Abraham er halvvejs på bokse-pension.
Udviklingen fik Patrick Nielsen til at skyde med skarpt efter sin tidligere promoter.
- Arthur Abraham-kampen vil jeg sgu skyde en hvid pind efter … Nu har jeg tigget og bedt om at få den her kamp nu i et halvt års tid, og den er bare blevet skubbet hele tiden. Og ved du hvad? Det har jeg sgu ikke tid til at vente på mere. Nu vil jeg i gang med noget andet! sagde Patrick Nielsen til Ekstra Bladet.
- Og at de ikke vil have en re-match bagefter, som de oven i købet lovede mig, at jeg ville få inden for to måneder … Det er så plat! Og det er jeg rigtig, rigtig skuffet over, sukkede han.
Sauerland-lejren er nu klar med svar på tiltale.
- Patrick Nielsen udtalte før sin brors kamp, at han var meget skuffet over Sauerland, fordi han var blevet lovet en rematch mod Arthur Abraham, som så aldrig blev til noget ... Han kaldte det bl.a. plat … Hvad er din umiddelbare reaktion?
- Jeg er også selv ærgerlig over det … Vi har arbejdet hårdt for Patrick Nielsen i årenes løb … Men samtidig var han måske ikke dedikeret nok til sin boksekarriere? Han har haft et forsøg på at skaffe en VM-titel og andre store ting … Og jeg kan ikke tvinge en bokser til at kæmpe (Arthur Abraham, red.). Jeg kan blive ved med at tilbyde store penge, men hvis han ikke vil kæmpe, hvad kan jeg så gøre? Jeg kan jo ikke tvinge ham til at gå i ringen. Jeg har gjort mit bedste for at arrangere kampen … siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet.
- Det er selvfølgelig en skam, hvis han (Patrick Nielsen, red.) føler sig skuffet … Men han kan virkelig ikke … Jeg har kendt ham siden han var 17 år, og så kan han stadigvæk ikke give mig et kald og sige det direkte …
- Jeg ønsker ham alt det bedste! Men det er hårdt at arbejde med en gut, der det ene øjeblik beslutter sig for at være bokser og det næste øjeblik ombestemmer sig … Jeg er sikker på at Patrick Nielsen og jeg vil arbejde sammen engang i fremtiden … Men lige nu var han ikke i vores planer og havde i øvrigt heller ikke en kontrakt med os. Men jeg ønsker ham alt held og lykke, slutter promotoren, der samtidig understreger at Team Sauerland ikke har mistet interessen for dansk boksning:
- Vi har stadig Dina Thorslund og Micki Nielsen - formentlig de bedste boksere i Danmark for tiden … Jeg ser ikke at der er ret meget andet talent tilbage … Vi har også Kem Ljungquist - de tre største talenter i Danmark, vil jeg mene. Så vi har bestemt ikke mistet interessen for dansk boksning, slutter han.
VM-feberen raser endnu: Danskerne går billetamok
Vred-zniacki: Det er grotesk