Se boksekongen sende modstander på hospitalet

Den brøl stærke kasakhiske verdensmester Gennady Golovkin cementerede sit brutale enevælde som mellemvægtskonge ved at smadre øjenhulen på sin engelske modstander 

Det er nok de færreste tilskuere fra lørdagens boksebrag i London, der tør tænke på, hvor grueligt galt det kunne have gået, hvis ikke den engelske weltervægts-mester Kell Brooks bokse-træner havde valgt at smide hans blodplettede håndklæde i ringen for omgående at sætte en stopper for Golovkins ubarmhjertige massakre.

I femte runde af slagsmålet mellem de to hårdt-kæmpende superstjerner måtte Brooks træner-team nemlig blankt erkende, at deres engelske boksehåb var ved at få vel nok sit livs største røvfuld.

Og efter flere fortvivlede gestikulationer røg Brooks i forvejen tilsølede håndklæde så en tur op i ringen.

Den kasakhiske dræbermaskine uddelte nemlig dundrende, tørre tæsk på samlebånd, da han for første gang gæstede engelsk jord i bokse-øjemed.

En omtumlet Kell Brook blev efterfølgende kørt på hospitalet til nærmere undersøgelser, og ikke lang tid efter kunne lægerne konstatere, at den regerende IBF weltervægtsmester havde pådraget sig en brækket øjenhule i højre side.

Et stykke tid efter var Brook selv ude og bekræfte lægernes nedslående nyhed over for Sky Sports:

- De har sagt, at jeg skal opereres, men jeg er nødt til at vente til hævelsen går væk.

- Heldigvis så siger de, at jeg ikke vil få varige mén af skaden, tilføjede den forslåede bokser optismistisk.

Det eneste rigtige
Set i bagklogskabens ulideligt, klare lys var den engelske slagsbror da også lettet over sin træner, Dominic Ingles, snarrådighed under den hektiske boksekamp. Og selvom beslutningen blev kvitteret med vred buen blandt publikum fra den udsolgte O2 Arena, var Brook tilfreds med sin redningsmands handling:

- Alle har ret til at have en mening. Jeg kom tilbage fra anden runde og fortalte til Dominic, at jeg ikke kunne se ud af mit højre øje. Han kender mig, og har set mig vokse op. Han er som en far for mig. Folk må forstå, at det var den rigtige beslutning. Jeg skal jo også kunne kæmpe igen en anden gang.

- Han kunne se, at jeg var fanget, og at jeg kunne ende med seriøse skader, udtalte Brook dagen efter nederlaget.

En ulige kamp
Gennady 'GGG' Golovkin derimod så hverken såret eller træt ud, da han kunne løfte armene i vejret som sejrherre for 36. gang i træk.

- Kell er en rigtig dygtig kæmper... men undskyld, han er ingen mellemvægts-bokser. Jeg respekterer ham, han er god... men ikke særlig stærk, udtalte kasakheren kort efter afgørelsen og hentydede til, at englænderen havde været nødsaget til at hoppe en vægtklasse op for at kunne kæmpe mod ham.

- Han snittede mig blot. Så mange slag, men jeg følte dem ikke engang. Det var 'game over' til sidst.

Og dermed fortsætter Golovkin sin frygtindgydende fremmarch på den internationale kamp-scene, uden at have lidt et enkelt nederlag i sin professionelle karriere.

6 kommentarer
Vis kommentarer