Skruer bissen på: - Det gider jeg ikke se

 - Det er ikke løgn … Det er hårde matchninger. De skal overgå sig selv denne gang, det er der ingen tvivl om, siger Mogens Palle inden lørdagens Danish Fight Night i Arena Randers

Mahfoud vejede fredag, hvad hun skulle. Men hendes modstander kommer først til Danmark et par timer inden kampstart. Video: Ernst van Norde

Lørdag kl. 19:00 slår Arena Randers dørene op for et slagkraftigt boksestævne, når Danish Fight Night med den aldrende promotor 85-årige Mogens Palle i spidsen disker op med seks seværdige kampe med hele tre titler på højkant.

Den garvede Mogens Palle glæder sig til atter at være tilbage i Randers, der i tidens løb har dannet rammen om intet mindre end 41 Mogens Palle-stævner og hele 25 titelkampe.

Der er tale om et Jørgen ‘Gamle’ Hansen Memorial i Arena Randers - en hyldest til den legendariske danske weltervægter, der i en glorværdig karriere vandt og forsvarede adskillige europamesterskaber i netop Randers.

Stald-Palle bokserne er denne gang kommet på nogle skrappe opgaver hver især - det drejer sig om hårdtslående modstandere, der ikke har taget turen til Arena Randers uden at levere kamp til stregen.

Det har i ugens løb fået træner Thomas Povlsen, der i dagligdagen holder skarpt øje med hhv. Enock Poulsen Jeppe Morell og debutanten Victor Ramon, til at udtale:

- Det er virkelig hårde matchninger, vi er blevet udsat for denne gang.

Enock Poulsen skal i sin bare 11. kamp kæmpe om EBU EU-titlen med polske Michal Syrowatka, den eneste mand, der har formået at besejre og stoppe den nuværende europamester i vægtklassen, Robbie Davies Jr..

20-årige Victor Ramon skal op mod den rutinerede 41-årige venezuelaner Hermin Isava, som har 30 professionelle kampe på CV’et heraf 10 sejre.

Den garvede matchmaker Mogens Palle er da slet og ret ikke uenig i den udlægning:

- Der er seks knaldperler på programmet (lørdag red.), siger Mogens Palle.

- Og det er ikke løgn … Det er hårde matchninger. De skal overgå sig selv denne gang, det er der ingen tvivl om.

- Det er jo vores sæsonafslutning, så jeg vil slutte af med et ordentligt brag.

- Du mener ikke det er risikable matchninger - f.eks. med debutanten Victor Ramon?

- Det er en skrap modstander i første kamp - det er det da. Det er altid svært at bokse imod en sydamerikaner - så jo, han får en svær debut. Men så får vi at se om der er noget krudt i ham.

- Og jeg må indrømme: Nu skal jeg ikke nedgøre tidligere stævner … Men det er helt ude i hampen med sådan nogle modstandere, der blot har vundet én kamp og tabt 21. Sådan noget gider jeg ikke se på.

- Tålmodigheden er sluppet op?

- Der er jo ikke nogle af dem, der starter fra scratch. Nogle af dem er jo trods alt danske og nordiske mestre som amatører og har i øvrigt gode resultater som amatører. Nu har de fleste bokset en halv snes kampe. De er modnet, og de skal nu op på det sidste trin, hvor man kæmper om de store titel-kampe siger Mogens Palle og tilføjer:

- Når jeg laver kampe, så laver jeg dem ud fra, hvad jeg selv har lyst til at se. Jeg har set så mange boksekampe i mit liv, så det er ikke alt, man gider at se, slutter han.

- Et oplagt spørgsmål … Men hvem fra din stald har potentiale til f.eks. at gå i Jørgen ‘Gamle’ Hansens fodspor?

- Ditlev Rossing (WBC Jr. verdensmester i cruiservægter, red.) har den største chance for at nå sit mål. Det mener jeg 100 procent. Han kan slå nogle på røven - undskyld mit franske. Enock (Poulsen, red.) derimod er en teknisk boksebegavelse. Men Ditlevs vægtklasse er mere publikumsvenlig - det er de store drenge. Folk vil gerne se nogle, der kan blive slået lidt på røven … Hvis man kan slå én ud med ét slag, det er der jo nogle, der kan, så sidder publikum på det yderste af stolene og hårene rejser sig på arme og ben af spænding. Der må jeg tilstå, der tror jeg, at Ditlev har de største chancer, siger Mogens Palle.

 

Flavien Bogongo i baggrunden kunne ikke matche vægten i første omgang. Det kunne Oliver Meng til gengæld. Foto: Claus Bonnerup Boksning - 14. jun. 2019 - kl. 19:26 Kaos til indvejning: - Dybt uprofessionelt!

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere