Stor kamp i sigte: - Fantastisk nyhed for Danmark

Den danske bokser Enock Poulsen er blevet udnævnt som den næste udfordrer i kampen om europamesterskabet i super-letvægt. Han føler sig parat til at tage næste skridt og erobre titlen

Tidligere på året besejrede Enock M. Poulsen Berman "La Cobra" Sanchez ved Danish Fight Night. Se eller gense hightlights fra kampen.

Den europæiske bokseunion har udnævnt den ubesejrede danske EU-mester Enock Poulsen som den næste officielle udfordrer til europamesterskabet i super-letvægt. Promotor Mogens Palle er glad for udvælgelsen af den 27-årige danske bokser, og han anser det som en anerkendelse af dansk boksning.

- Det er en fantastisk nyhed for dansk boksning. Jeg har forespurgt Enock Poulsen, om han ønsker at blive officiel udfordrer, hvilket han naturligvis har accepteret. Vi har tidligere haft stor succes i super letvægt med blandt andre Søren Søndergaard og Thomas Damgaard, der begge blev europamestre i netop denne vægtklasse, og nu er chancen der igen for en stor dansk EM-triumf, siger Mogens Palle i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg ser det også som en bekræftelse på, hvor langt vi er nået internationalt, siden Danish Fight Night startede op i december 2015. Enock Poulsen har efter kun 11 kampe tilkæmpet sig en plads i den europæiske elite.

Den danske bokser Enock Poulsen (til højre på billedet) kan blive den næste europamester i super- letvægt. Foto: Claus Bonnerup
Den danske bokser Enock Poulsen (til højre på billedet) kan blive den næste europamester i super- letvægt. Foto: Claus Bonnerup
 

Enock Poulsen er glad for at få muligheden for at erobre titlen som Europamester. Han tror på, at han har det, der skal til for at vinde kampen. Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Jeg føler, at det kommer på det rette tidspunkt, og jeg føler mig klar og rustet til opgaven og klar til at blive europamester, siger Enock Poulsen.

- Det er jo min karrieres højdepunkt. Det er gået stærkt i forhold til en normal boksekarriere, og nu får jeg den her kæmpe mulighed for at blive Europamester allerede i min 12. kamp, så det er gået stærkt, men det er også det, jeg har villet fra starten af. Jeg vil gerne hurtigst muligt fremad, fordi jeg ved, at jeg selv har niveauet til det og måske endnu mere.

Artiklen fortsætter under billedet:

Kan Enock Poulsen mon fortsætte sin stime som ubesejret og også vinde europamesterskabet? Foto: Claus Bonnerup
Kan Enock Poulsen mon fortsætte sin stime som ubesejret og også vinde europamesterskabet? Foto: Claus Bonnerup

I øjeblikket er den 27-årige danske bokser i gang med genoptræningen efter en knæoperation. Alligevel er han optimistisk forud for den store titelkamp, som han håber snart at kunne lægge alt sit fokus på.

- Det går godt med genoptræningen. Jeg skal til tjek på mandag, og der får jeg at vide, om jeg får grønt lys til at træne fuldt ud igen, så der går stadig noget tid med knæet endnu, men jeg håber snart at komme i gang igen, så jeg kan træne mig op til kampen.

I titelkampen skal Enock Poulsen op mod den 26-årige spanske Europamester Sandor Martin, der har bokset 37 kampe og vundet 35 af dem. Det skræmmer dog ikke danskeren. I stedet mener han, at det vigtigste er at fokusere på sig selv.

- Jeg kigger altid indad. Jeg kigger aldrig på, hvem jeg skal møde. Jeg kigger på mig selv og kigger på, hvad jeg kan gøre for at forbedre mig bedst muligt op til kampen, og der føler jeg, at jeg har to gear ekstra at give af nu i forhold til sidste kamp, så jeg føler sagtens, at jeg kan være med på niveauet nu.

- Det er bare om at komme sig over skaden nu og give den fuld gas, så jeg kan være hundrede procent klar til kampen, lyder det fra Enock Poulsen.

Enock Poulsen har bokset 11 kampe som professionel bokser og vundet dem alle. Der er endnu ikke sat en dato på EM-titelkampen.

Se også: Vanvittige scener: Præsident sprang i ringen

Se også: Legende i 'pøl af tårer' over grotesk regning

Se også: UFC-fighter: Jeg tjener flere penge på Instagram end ved at slås

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere