Stortalentets store tragedie: Bar sin fars kiste som ni-årig

Victor Ramon mistede sin far i en tragisk bilulykke for 11 år siden

- Boksning har ændret min indstilling totalt. Sidste år tog jeg både 9. og 10. klasse på VUC og fik gode karakterer. Og lige nu er jeg i gang med mine eksamener på HF - jeg er virkelig kommet nogle skridt videre her i livet, fortæller 20-årige Victor Ramon. Foto: Ernst van Norde
- Boksning har ændret min indstilling totalt. Sidste år tog jeg både 9. og 10. klasse på VUC og fik gode karakterer. Og lige nu er jeg i gang med mine eksamener på HF - jeg er virkelig kommet nogle skridt videre her i livet, fortæller 20-årige Victor Ramon. Foto: Ernst van Norde

Ekstra Bladet møder promotor Mogens Palles seneste skud på stammen, det 20-årige stjerneskud Victor Ramon, ved indgangen til træningslokalerne på N. J. Fjordsgades Skole på Frederiksbjerg i Århus.

Den talentfulde knægt med de spanske rødder taler i telefon, da han får øje på Ekstra Bladets udsendte.

Victor Ramon runder hurtigt samtalen af - høflig som han er - og lægger på.

- Det var bare lige min mor, siger den unge letweltervægter.

- Hvad ville hun?

- Hun ville bare høre, hvordan min MR-scanning var gået. Hun har altid passet godt på mig.

- Bekymrer hun sig meget?

- Ja, selvfølgelig. Men hun støtter mig også fuldt ud, understreger Victor.

Mistede sin far i tragisk ulykke
- Jeg elsker min mor overalt på jorden. Og jeg vil gøre alt for hende, fastslår den unge bokser.

Han tøver derefter et sekund og tænker nøje over sine næste ord:

- Jeg tager ikke længere noget for givet her i livet. Du ved aldrig, hvor lang tid personer omkring dig er der.

En vigtig pointe i Victors liv.

For 11 år siden mistede han nemlig sin far, Roberto Ramon.

Som niårig var Victor sammen med sin søster og mor til stede ved hospitalssengen, da lægerne slukkede for den respirator, der kunstigt holdt faren i live.

Victors far blev alvorligt kvæstet i en forfærdelig bilulykke og endte i koma.

- Jeg tager ikke længere noget for givet her i livet. Du ved aldrig, hvor lang tid personer omkring dig er der. Foto: Ernst van Norde
- Jeg tager ikke længere noget for givet her i livet. Du ved aldrig, hvor lang tid personer omkring dig er der. Foto: Ernst van Norde
 

- Jeg husker, at jeg havde to venner til at overnatte dengang. Min mor kom pludselig ind på mit værelse tidligt om morgenen og sagde, de skulle tage hjem med det samme. Min søster lå og græd på sit værelse, mens min mor fortalte mig, at min far var kørt galt og kommet slemt til skade, siger Victor.

- Da vi ankom til hospitalet, fik vi at vide, at min far nu var hjernedød, og at der var en meget lille chance for, han ville overleve - og hvis han overlevede, ville han ende som en grøntsag.

- Vi stod omkring ham, mens de slukkede for respiratoren. Det var ekstremt barskt. Det var en hård oplevelse for en niårig, siger han.

Sorgen efter farens død endte med at splitte familien totalt, fortæller Victor.

- Der var mange følelser på spil dengang.

- Min fars familie endte med at bebrejde min mor for min fars død, selvom hun jo absolut intet havde med det at gøre. Og i dag er de slet ikke på talefod.

Smuk begravelse
Roberto Ramon ligger begravet på en kirkegård i Frederikshavn i Nordjylland, hvor Victor også voksede op.

I dag står minderne fra den tragiske hændelse mest tilbage som brudstykker, men Victor husker tydeligt den dag, han var med til at bære sin fars kiste ud af kirken og lægge ham i graven.

- Det var en sørgelig dag. Og det var surrealistisk at bære min fars kiste, når jeg bare et par uger forinden havde været sammen med ham.

- Men det var en smuk begravelse … Og alle tog sig godt af både min søster og mig. Jeg husker, vi stod foran graven, da kisten blev sænket ned, og alle gæsterne kom forbi og gav os både kram og kys.

Victor Ramon er en hårdtslående ung mand. Foto: Ernst van Norde
Victor Ramon er en hårdtslående ung mand. Foto: Ernst van Norde
 

- Han er med mig oppe i himlen
Victors forældre var dengang skilt, og selvom han kun så sin far fire gange hver anden uge, snakkede de jævnligt sammen.

Især én ting har indprentet sig i hukommelsen: Du kan, hvad du vil.

- Han lærte mig, hvad der var rigtigt og forkert her i livet - og at man kan, hvad man vil.

- I dag føler jeg, at han er med mig oppe i himlen.

- Det var en ekstremt hård periode i mit liv, men jeg klarede mig helskindet igennem det - og i dag lever jeg godt med det.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fandt ro i boksning

Efter sin fars død flyttede Victor med sin mor og søster til Århus.

Selv beskriver han sine unge teenageår som rodløse: Victor havde umådelig svært med bl.a. at tage sin skolegang seriøst og skippede derfor fleste timer og eksamener i 9. klasse.

Den unge knægt havde mistet gnisten:

- Efter min far døde blev jeg ligeglad med det meste. Hvis jeg ikke orkede skolen, traskede jeg bare hjemad, og hvis jeg blev bedt om noget, gjorde jeg altid det stik modsatte.

- Dengang var jeg vist nok en rod. Og jeg kunne godt ende i slåskampe, når temperamentet løb af med mig. Og så røg jeg cigaretter og spiste som et svin. Det var ikke sundt.

- Jeg har nok båret rundt på nogle store frustrationer efter min fars død. For når jeg blev sur … Så blev jeg fandme sur! Men da jeg startede til boksning lærte jeg at kontrollere det. Jeg kom ud med mine aggressioner.

Boksning gav med andre ord den frustrerede teenager ro - og vigtigst af alt et mål. Her mødte Victor også hans nuværende boksetræner Thomas Povlsen i den lille århusianske bokseklub Champs Camp.

Et bekendtskab, der endte med at ændre Victors liv.

- Jeg slår altid et smut forbi kirkegården og gravstedet for at lægge nogle blomster, når jeg er tilbage i Frederikshavn, siger Victor Ramon. Foto: Ernst van Norde
- Jeg slår altid et smut forbi kirkegården og gravstedet for at lægge nogle blomster, når jeg er tilbage i Frederikshavn, siger Victor Ramon. Foto: Ernst van Norde
 

- Han har jernvilje!

- Jeg spurgte Victor direkte: Hvad vil du med boksning? husker Thomas Povlsen.

- Han kom mest ned i klubben for at hænge ud med kammeraterne. Han varmede lidt op og gik derefter ud for at ryge et par smøger - og så var han overvægtig, fortsætter han.

Men! Thomas Povlsen kunne alligevel skimte et kæmpe talent. En usleben diamant, der trængte til et los bag i rumpetten.

- Han kunne bare et eller andet … Selvom han bevægede sig lidt langsommere på grund af sin vægt. Jeg kunne fornemme et potentiale, siger Thomas Povlsen.

Victor vejede 90 kilo, første gang han troppede op i bokseklubben. Egentlig ville han bare gerne tabe sig lidt og lære at forsvare sig selv.

- Jeg var hverken vant til at bevæge mig eller løbe, så jeg sad over allerede efter et kvarter under min første træning med ondt i ryggen. Jeg satte mig ud på sidelinjen, indtil de andre var færdige, fortæller Victor.

Men han gav ikke op.

Efter en uges betænkningstid vendte han ufortrødent tilbage til Champs Camp.

Og på Thomas’ spørgsmål svarede Victor til sidst: ‘Jeg vil være den bedste!’

Thomas tog derfor den unge knøs til sig, arrangerede ekstra træningspas og hev ham med ud på Århus stadions atletikbane, hvor Victor blev pisket igennem udmattende intervalløb.

- Victor er blevet utrolig disciplineret, meget mere fokuseret og går i dag ufravigeligt efter sit mål. Han var rodløs, da jeg mødte ham første gang, men han har udvist en utrolig jernvilje. Han er hårdtslående, teknisk dygtig og bevæger sig flot, siger Thomas.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Debut bliver stort!

20-årige Victor Ramons meritter som amatørbokser - et jysk U19-mesterskab og i alt 17 sejre i 19 kampe - overbeviste promotor Mogens Palle om at indlemme ham i sin boksestald.

Victor står derfor nu over for sin professionelle debut ved det kommende Danish Fight Night-stævne i Randers 15. juni.

- Det bliver kæmpe stort, og jeg er stolt over, at Mogens Palle har givet mig muligheden, siger Victor.

Mogens Palle giver lørdag aften professionel debut til Victor Ramon. Du kan se hele stævnet på Ekstra Bladet. Foto: PR-Foto
Mogens Palle giver lørdag aften professionel debut til Victor Ramon. Du kan se hele stævnet på Ekstra Bladet. Foto: PR-Foto
 

Trods den unge alder er han ikke selv bange for, at det måske går en anelse for stærkt.

Det er ikke sekund for tidligt at gå prof, fastslår han, så længe han bliver bygget op i det rette tempo - en ting som Mogens Palle i sandhed mestrer, tilføjer han.

Victor gentager sin fars ord: Du kan, hvad du vil.

Og han husker tilbage på de gange, han har siddet sammen med sin far klistret til skærmen og set legenden Mikkel Kessler udkæmpe drabelige dueller.

- Jeg er stensikker på, min far ville være pavestolt over, jeg i dag er professionel bokser.

Når den 20-årige debutant Victor Ramon for første gang går i ringen i som professionel bokser ved Danish Fight Night-stævnet i Randers lørdag aften, så bliver det mod en mere end dobbelt så gammel modstander: nemlig den 41-årige venezuelaner Hermin Isava (10-20), der er bosat i Spanien. Du kan se hele stævnet på eb.dk.

 

Fakta: Victor Ramon

Født: 22. februar 1999 (20 år), fra Frederikshavn

Søn af en dansk mor og en halvt dansk/halvt spansk far, som var restauratør i Frederikshavn

Hjemby: Århus

Højde: 179

Vægtklasse: Letweltervægt (cirka 64 kilo)

Træner: Thomas Povlsen

Klub som amatør: Champs Camp

Amatørkarriere: 19 kampe, 17 sejre. Jysk mester U19 (2017)

Under uddannelse: HF-enkeltfag på VUC i Århus

Se også: Dansker forgyldt: Forvandlede 12 kroner til kvart million
Se også: Millionstraf i bizar aflytningssag
Foto: Haas F1 Team Sport og Spil Debriefing fra Montreal: Kevin smadrede for 12 millioner

1 af 2 Victor Ramon får lørdag sin professionelle debut. Foto: Ernst van Norde
2 af 2 - Boksning har ændret min indstilling totalt. Sidste år tog jeg både 9. og 10. klasse på VUC og fik gode karakterer. Og lige nu er jeg i gang med mine eksamener på HF - jeg er virkelig kommet nogle skridt videre her i livet, fortæller 20-årige Victor Ramon. Foto: Ernst van Norde
6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere