Syv boksebrag vi vil se i 2015

Mayweather, Pacquiao, Kessler, Klitschko og Kovalev – her er de boksekampe, vi håber at se i 2015

Det bliver blodig alvor, når Manny Pacquiao forhåbentlig brager sammen med sin ærkerival Floyd Mayweather i 2015. (Foto: AP)
Det bliver blodig alvor, når Manny Pacquiao forhåbentlig brager sammen med sin ærkerival Floyd Mayweather i 2015. (Foto: AP)

The Rumble in The Jungle blev bokset i 1974, Sugar Ray Leonard boksede mod Hagler i 1987, Tyson mod Holyfield i 1995, og nogle mennesker mener, at der siden den slags kampe ikke har været boksning til.

Det er der nu alligevel. Især hvis vi får vores ønsker for 2015 opfyldt.

Floyd Mayweather vs Manny Pacquiao ville i økonomisk henseende blive den uden sammenligning største boksekamp nogensinde, såvel som temmelig sportsligt interessant, selvom vi hellere ville have set kampen for fem år siden, hvor begge boksere var omkring 30 år gamle og helt på toppen af deres ydeevne. Vi ved ikke helt, hvor verdensmesteren i otte vægtklasser, Manny Pacquiao, står i dag.

Tjek de syv kampe, vi tror eller håber på at se næste år fra arenaer i Las Vegas, København, Hamburg og Nottingham.

Floyd Mayweather vs Manny Pacquiao, weltervægt
Glem sværvægt, det er de her små fyre, alverdens boksefans vil se i ringen sammen. Manny Pacquiao (57-5-2, 38 KO), en af de bedste boksere i historien, verdensmester i otte forskellige vægtklasser, mod ubesejrede Floyd Mayweather Jr (47-0, 26 KO), en af de bedste boksere i historien og uden sammenligning den rigeste bokser i historien. Manny er blevet 35, Floyd er 37, så det er ved at være sidste chance, hvis vi skal se dem mod hinanden. Kampen har tidligere været tæt på at blive arrangeret, men nu skulle den være god nok. Fra blandt andre Pacquiaos promotor Bob Arum forlyder det, at der forhandles, ja, der skal sågar have været forhandlet om hele to kampe i 2015. Vi får se. Forhåbentlig.

Sandsynlighed i 2015: 70 procent

Mayweather mod Pacquiao ... ja tak. (Foto: AP)
Mayweather mod Pacquiao ... ja tak. (Foto: AP)

Mikkel Kessler vs Andre Ward, supermellemvægt
Rematchen for Kesslers VM-nederlag i 2009 er fingerslikkende lækker på så mange måder. Den første kamp er blevet diskuteret lige siden, fordi Ward nikkede skaller og lavede dybe flænger over Kesslers øjne, han holdte konstant, og han vandt en stor, teknisk pointsejr, da danskeren blev stoppet af lægen og kamplederen med blodet silende fra dybe cuts. Amerikanerne snød, lyder anklagen fra Kessler-lejren og mange fans over hele verden, og mudderet er fløjet frem og tilbage over Atlanten lige siden. Andre Ward (27-0, 14 KO) er den næstbedste bokser i verden på tværs af alle vægtklasser, kun overgået af Floyd Mayweather Jr, og en kamp i Parken mellem den ubesejrede amerikaner og så den vel nok bedste danske bokser i historien, den femdobbelte verdensmester Mikkel Kessler (46-3, 35 KO), ville rumme så meget drama og historie. Når vi nu ikke kan få Kessler vs Calzaghe, fordi waliseren har stoppet karrieren, er det her en meget flot ’trøstepræmie’ for alverdens boksefans.

Sandsynlighed i 2015: 50 procent

Sådan ser det ud, når The Viking Warrior har nedlagt en modstander, i dette tilfælde tyske Markus Beyer. (Foto: AP) Sport Kessler fortæller: Mine fem største knockouts

Vladimir Klitschko vs Deontay Wilder, sværvægt
Hvis vi skal finde en fyr, der har en chance for at knockoute Vladimir Klitschko (63-3, 53 KO), så er det amerikanske Deontay Wilder (32-0, 32 KO). Den lange amerikaner – der kalder sig ’The Bronze Bomber’ efter Joe Louis (The Brown Bomber) – har endnu ikke har mødt de største navne, men han har til gengæld knockoutet alle, han har mødt. 29-årige Wilder slår uhyggeligt hårdt, og han bokser allerede 17. januar sin førte VM-kamp, når han møder Bermane Stiverne (24-1-1, 21 KO) i kamp om det WBC-bælte, Stiverne vandt, da Vitali Klitschko stoppede karrieren for at blive politiker. Vi tror, Wilder besejrer Stiverne, og så ligger en kamp om alle fire VM-bælter i sværvægt mod kongen Vladimir Klitschko jo lige til højrebenet. En kamp mellem Klitschko og den gale englænder Tyson Fury (23-0, 17 KO) ligger også højt på ønskesedlen.

Sandsynlighed i 2015: 50 procent

Deontay Wilder tager ingen gidsler i bokseringen. Men kan tometermanden stille noget op overfor Vladimir Klitschko? (Foto: AP)
Deontay Wilder tager ingen gidsler i bokseringen. Men kan tometermanden stille noget op overfor Vladimir Klitschko? (Foto: AP)

Carl Froch vs James DeGale, supermellemvægt
The Cobra gider efterhånden ikke mere pjat og små kampe. Han vil kun bokse de store navne. Men han kan blive tvunget til at gå i ringen med landsmanden James DeGale, der er obligatorisk udfordrer. Altid underholdende Froch (33-2, 24 KO) er efterhånden blevet 37, og han har først de sidste to-tre år fået sit mainstream-gennembrud i England, hvor han tidligere ikke engang blev vist på tv, når han boksede VM-kampe. Gigantknockoutet mod George Groves foran 80.000 mennesker på Wembley i 2014 gør, at Froch næsten selv kan vælge, hvem han vil bokse mod. Han bokser formentlig kun en eller to kampe mere, og han vil helst undgå en ambitiøs ’no-name-modstander’ som landsmanden DeGale (24-1, 14 KO), for risikoen for nederlag er der, mens en sejr ikke vil gøre meget for Frochs allerede fantastiske rekordliste.

Sandsynlighed i 2015: 60 procent

Mikkel Kessler vil gerne bokse en kamp mere, men det er ikke lykkedes Kalle Sauerland at få en modstander til at materialisere sig. (Foto: Anders Brohus) Boksning Kessler-farcen fortsætter

Sergei Kovalev vs Adonis Stevenson, letsværvægt
Uha, uha, uha, det her ville blive skørt. To af de mest eksplosive, hårdtslående, frygtede boksere i verden i et VM-brag mod hinanden. Det er letsværvægt, lige over Mikkel Kesslers vægtklasse, hvilket gør det endnu mere interessant, idet begge har været nævnt som mulige Kessler-modstandere. Og bokserne har begge nogle fantastisk meriterende sejre på rekordlisten, så deres matchup bliver voldsomt spændende. Russiske Kovalev (26-0-1, 23 KO), der har slået en mand ihjel i ringen, kommer med tre VM-bælter (WBA, WBO og IBF), mens Adonis Stevenson (24-1, 20 KO) kommer med det sidste, WBC-bæltet. Det bliver med lydeffekter og det hele, når de forhåbentlig brager sammen.

Sandsynlighed i 2015: 50 procent

Sergei Kovalev (t.h.) er godt på vej til at blive en af boksningens helt store verdensstjerner. En sejr over Adonis Stevenson ville sende ham helt op i toppen af pound-for-pound-listerne. (Foto: AP)
Sergei Kovalev (t.h.) er godt på vej til at blive en af boksningens helt store verdensstjerner. En sejr over Adonis Stevenson ville sende ham helt op i toppen af pound-for-pound-listerne. (Foto: AP)

Gennady Golovkin vs Miguel Cotto, mellemvægt
Golovkin, der også går under navnet GGG, er blevet nævnt som en mulig Kessler-modstander, og den kamp gad vi da vældig godt at se. Golovkin (31-0, 28 KO) er nemlig lidt af en sensation, og mod en rutineret champ som Kessler ville vi få en meget interessant matchup. Mere sandsynligt er det nok, at Golovkin møder legenden Miguel Cotto (39-4, 32 KO), der fysisk set er lidt mindre end Kessler og næppe helt så farlig for kazakhstaneren, der har brug for en sejr over et A-navn for at blive taget helt alvorligt i boksetoppen. Hårdtslående er han som få, men hvad sker der, når han selv bliver ramt hårdt af en fyr, der mener ’business’ …?

Sandsynlighed i 2015: 40 procent

Patrick Nielsen vs Dmitri Chudinov, mellemvægt
Det her er selvfølgelig mest en kamp, de danske fans glæder sig til – hvis ikke de frygter, at Patrick Nielsen taber igen. Den danske mellemvægter har revanche til gode mod Dmitri Chudinov (14-0-2, 9 KO), der besejrede en blodfattig Patrick Nielsen (22-1, 11 KO) på point i en WBA-kamp i Moskva i sommeren 2014. 23-årige Patrick Nielsen har stadig noget at lære, men nederlaget i Moskva har betydet meget for hans modning som bokser. Men hvad sker der næste gang, den danske ’southpaw’ med den store rækkevidde står i en stor titelkamp? Det vil tiden vise. Nye chancer skal nok komme.

Sandsynlighed i 2015: 60 procent

Boksning Patrick efter sløjt comeback: Tager VM-titel i 2015

0 kommentarer
Vis kommentarer