Boksebraget mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen var imødeset af mange, og der blev da også bagt op til den store begivenhed måneder forinden.
Der var blevet slynget spydige kommentarer fra begge lejre - og ved indvejningen var der kæmpe drama på vægten, da en hidsig Patrick Nielsen skubbede voldsomt til sin kommende modstander.
Jo, stemningen var elektrisk op til den helt store boksefest i Brøndby Hallen, som TV3 Sport, der havde rettigheder til kampen, blandt andet havde markedsført som 'Ondt blod'.
Opgøret var en såkaldt Pay-Per-View-kamp, og derfor måtte boksehungrende danskere betale 499 kroner for at se med hjemme fra stuerne.
Desværre for seerne blev den kun til meget lidt underholdning for pengene.
Boksefans raser: Det lignede 'Vild med dans'
Rudy Markussen røg for andet gang i gulvet i tredje omgang, og kamplederen stoppede da også opgøret kort tid efter.
En brat afslutning på den længe ventede bokse-begivenhed - en afslutning, der fik flere seere og læsere til at rase på de sociale medier.
Især frustrerede det seerne, at de to så 'forhadte' boksere pludselig var gode venner og krammede hinanden efterfølgende.
- Rudy og jeg er faktisk gode venner, udtalte Patrick Nielsen til TV3 Sport efter kampen.
Det fik folk til tasterne, og flere af dem krævede endda pengene tilbage, da de følte, at de var blevet snydt.
Men TV3 Sports sportschef Peter Nørrelund afviser kritikken.
- Seere og fans har selvfølgelig ret til at have en hvilken som helst holdning efter eventen og forløbet af eventen. Personligt har jeg sjældent oplevet en så elektrisk stemning før og under en sportsbegivenhed i Danmark, og det indikerer for mig, at eventets titel 'Ondt Blod' var rammende, skriver Peter Nørrelund i en mail til Ekstra Bladet.
Ærlige Patrick: Jeg var tarvelig overfor Rudy
Mange skriver, at de aldrig skal købe en Pay-Per-View-kamp med danske boksere igen - især ikke med Patrick. Tænker I, at denne kamp har givet bagslag på nogen måde for jer?
- Pay-Per-View er et tilbud, som enhver må gøre op med sig selv om, hvorvidt de ønsker at købe. Sådan har det været hidtil, og sådan vil det også være fremadrettet. Vi kommer også til i fremtiden at tilbyde enkeltstående events som PPV, svarer han.
En anden del af kritikken går på, at mange seere var utilfredse med tv-produktionen, da der var for mange genudsendelser af de samme kampe.
Eks-bokser irriteret efter boksebraget: En skændsel
Den tidligere bokser Torben Keller var også enig i den kritik.
-TV-produktionen var elendig. Jeg ville gerne se Dennis Ceylan. Og Micki Nielsen. De boksede godt begge to, og det var jeg glad for at se. Men vi så deres kampe fire-fem gange. De blev vist igen og igen. Det var lidt træls. Så sidder man som tv-seer og ser det en gang. Og så en gang mere. Det bliver lidt for meget.
- Det er jo en amerikanisering. De vil gerne sælge billetter, og fred være med det. Men det bliver en skændsel, udtalte Keller til Ekstra Bladet
Peter Nørrelund har dog ikke meget til overs for Kellers kritik.
- Torben Keller har lov til at have sin mening om produktet, han har købt. Vi lavede en PPV-begivenhed, og havde masser af optakt, analyse og interviews på TV3+, og derudover havde vi en PPV-kanal med kampene, siger TV3 Sports sportschef.