'Vanvittig anklage': Karrieren kan være ødelagt

En landmand har indrømmet at have modtaget bestikkelse for at lyve i boksemesteren Tyson Furys tidligere dopingsag

Tyson Fury er rodet ud i en bestikkelsessag i forbindelse med en dopingsag. Foto: MArk Ralston/AFP/Ritzau Scanpix
Tyson Fury er rodet ud i en bestikkelsessag i forbindelse med en dopingsag. Foto: MArk Ralston/AFP/Ritzau Scanpix

En temmelig bizar sag kan koste sværvægtsmesteren Tyson Fury karrieren.

Tilbage i 2015 blev han som verdensmester i alle de store bokseforbund testet positiv for det forbudte stof nandrolon, som han hævdede, han havde i kroppen, efter at have spist kød fra et ikke-kastreret vildsvin.

I en langstrakt retssag mod det britiske antidoping-agentur, UKAD, vidnede en landmand til fordel for Tyson Fury og sagde, at han og fætteren Hughie Fury ganske rigtigt havde købt kødet af ham, og at det kunne være kilden til den positive prøve.

Samme landmand, Martin Carefoot, skulle nu ifølge avisen Mail on Sunday have trukket sit vidneudsagn tilbage og i stedet hævde, at han blev bestukket med 25.000 pund - godt 200.000 kroner - af et medlem af Furys følge for at lyve for UKAD.

En alvorlig anklage, der tvinger UKAD til at genåbne sagen, der kan give Tyson Fury otte års karantæne for at svindle med beviserne. En dom, der med stor sandsynlighed derfor vil koste den 33-årige englænder karrieren.

Men helt så galt fat er det ikke, hvis man spørger Furys promotor Frank Warren. Han har udsendt en erklæring, der fordømmer Martin Carefoots version af sagen:

'Landmanden, der har fremsat disse vanvittige anklager, sendte mig et brev fyldt med fejl i oktober. Der fortalte han mig i bund og grund, at han havde begået mened ved at lyve og underskrive erklæringer under ed.'

'Da jeg ringede til ham spurgte han efter penge. Jeg bad ham om at skrubbe af og kontakte UKAD. Han valgte så ikke at snakke med UKAD, men i stedet med en avis.'

'Hvordan nogen kan tage den mand alvorligt overgår min forstand. Tyson har aldrig i sit liv mødt denne mand. Sikke en gang sludder. Vi overlader dette til UKAD og forventer ikke, at det fører til mere,' skriver Warren, der sammenligner nyheden med fodboldens 'silly season'.

Sagen endte i 2017 med at koste begge boksere to års karantæne, som de dog i praksis allerede havde afsonet.

Fury genoptog karrieren i 2018 og er i dag WBC-mester efter sejren i februar over Deontay Wilder. De to har allerede aftalt en tredje kamp, der efter planen finder sted 18. juli - hvis coronavirussen og UKAD vil det.

Mikkel Kessler er i coronaisolation i New Zealand. Foto: Lars Poulsen Boksning - 15. mar. 2020 - kl. 12:39 Kessler i coronakarantæne i New Zealand

De to kamphaner i andet opgør 22. februar. Blødet flyder fra Deontay Wilders venstre øre. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix Boksning - 4. mar. 2020 - kl. 17:28 Mødes for tredje gang: Årets brag på plads

 

 

 

10 kommentarer
Vis kommentarer