Den argentinske bokser Jorge Barrios er stadig aktiv i en alder af 43, selvom hans dage som verdensmester efterhånden ligger 13 år tilbage i 2006. Han var dog sagesløs over for det overfald, han blev udsat for nytårsaften, mens han deltog i en karaokefest i argentinske Cordoba med familien de tidligere morgentimer af år 2020's første dag.
Mens der blev skrålet løs, nærmede en fremmed sig Barrios, Under dække af at ville kramme den intetanende bokser hev gerningsmanden en slagterkniv frem og stak fra sig adskillige gange inde på kroppen af Barrios. Sådan lyder forklaringen fra Barrios' søster Edith Barrios, skriver britiske The Mirror
- Han sad og nød noget karaoke med familien, da en fyr kom for at kramme ham. Han troede, det var venligt, men mærkede så et stød. Han rejste sig op, fordi han troede, de bare pjattede rundt. Familien råbte, da han begyndte at bløde, og det var først der, han indså, at han havde flere sår, fortsætter hun.
Kørte gravid teenager ned
Gerningsmanden var dagen efter blevet identificeret som en Ramon Enrique Icardo. Icardo brugte en slagterkniv til overfaldet og havde tilsyneladende til hensigt at rulle Barrios. I hvert fald greb han lejligheden til at snuppe en pung bugnende af kontanter samt Barrios' mobiltelefon og ID-papirer.
Det er også det, politiet går med, og Icardo er blevet sigtet for væbnet røveri. Stikkene var af den mere overfladiske slags, hvorfor Barrios heldigvis er sluppet uden nogen livstruende skader og forventes at blive rask uden mén.
Veteranen Jorge Barrios er blandt boksefans kendt under navnet 'La Hiena', hyænen, og vandt 50 ud af sine 56 professionelle kampe. Den 43-årige har dog ikke lagt handskerne på hylden endnu og vandt en boksekamp så sent som september sidste år.
Hyænen, der var offer for det voldsomme nytårsattentat, er dog selv ikke nogen komplet søndagsskoledreng. Han har en dom for uagtsomt manddrab på samvittigheden, efter han i januar 2010 påkørte en gravid teenager i byen Mar del Plata og flygtede fra gerningsstedet i sin bil.
Barrios meldte sig selv nogle timer efter, og hændelsen endte med at koste ham tre et halvt år bag tremmer, hvilket udgjorde en længere pause i den lange professionelle karriere, der startede tilbage i 1996. Han bar WBO-bæltet mellem 2005 og 2006.
Kæk nytårshilsen: Mark O. stikker til Patrick
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.