Der lidt over en måned til det forhåbentligt vilde boksebrag mellem MMA-mesteren Conor McGregor og den levende bokselegende Floyd Mayweather.
Men længe har der været krig på ord uden for arenaen. Nu blander en ny mester sig i ordkrigen. Søndag tog den dobbelte NBA-mester fra Golden State Warriors, basketball-spilleren Draymond Green, til Instagram for at give sin støtte til landsmanden Mayweather.
Green lagde et billede af McGregor på sin profil, hvor ireren bærer en en retro Golden State Warriors-trøje med nummer 23. Samme nummer som Green spiller i for holdet. Det ville Green ikke finde sig i og taggede straks McGregor med en kontant besked til følge.
- Vi holder med Floyd (Mayweather, red,), ikke dig, bror... Tag den trøje af, lød Greens første besked.
Håner NBA-mesteren
Den var McGregor ikke sen til at svare på. Ireren lod Green vide, at han ikke giver meget for den 203 centimeter store basketball-kæmpes krav.
- Det er C.J. Watsons (Golden State Warriors-spiller fra 2007-2010, red.) trøje, makker. Jeg ved ikke, hvem fanden du er. Ikke for at være respektløs, knægt. Bliv ved med at lave ballade og pas skolen, skrev McGregor i sit første modsvar, hvorefter han straks gav en uddybende forklaring på, hvorfor han bar netop den basketball-trøje:
- Nu skal du spørge dig selv om, hvorfor jeg bærer C.J. Watson, når jeg ikke ser basketball og er ligeglad med det. Jeg dribler hoveder af gulvet. Ikke bolde. Det her er ikke et spil, knægt, skriver McGregor.
Irerens subtile reference kan spores tilbage til en gammel strid mellem Floyd Mayweather og C.J. Watson fra 2010.
Her skrev Watson ifølge en række politirapporter saftige beskeder med Mayweathers ekskæreste Josie Harris, med hvem bokseren har tre børn. Det fik Mayweather til at rase med både ord og næver imod den forsvarsløse ekskæreste.
Tævede ekskæresten foran børnene
Ifølge politirapporterne råbte Mayweather 'Jeg dræber dig og den mand, du render rundt med. Jeg vil få jer begge til at forsvinde', hvorefter han slog hende flere gange. Endda foran to af deres fælles børn.
Boksestjernen erklærede sig skyldig i vold mod Harris. Det betød, at han blev idømt 90 dages fængsel, men Mayweather blev løsladt efter bare 60 dages fængsel.
Nå, men tilbage til Green vs. McGregor-ordkrigen. For Green havde også et modsvar til den kække MMA-stjerne.
- Hahahaha. Det nummer bliver ikke båret igen, når jeg er færdig med det, din klovn! Jeg er OL-guldvinder, NBA-mester, All-Star osv. Hahahaha! Stop det, boy! Nate Diaz gav dig smæk i ringen! 'Money' (Floyd Mayweather, red.) kommer til at ødelægge dig!!! Tag den Warriors-trøje af. Du er en ufattelig internet-joke, vi holder ikke med dig! Gå ud at træne, bums!!, lød Greens comeback på ord.
Kampen mellem Mayweather og McGregor udkæmpes den 26. august i T-Mobile Arena i Las Vegas.
Det store brag ventes at indbringe astronomiske fire milliarder kroner. De penge kommer i kassen via billetsalg, sponsoraftaler, pay-per-view, merchandise og betting.
Superligaens hårdeste hunde: Her er de i dag
Medie: Mayweathers kæreste angrebet af McGregor-fans
Årets boksebrag: Så meget skal du betale for at se med
Boksegiganter fortsætter hånlig ordkrig: 'Du kan jo ikke læse'