Voldsomt drama ender uafgjort i titelkamp

Det store drama, der udspillede sig i det sidste slagsmål i bokseringen lørdag aften i Gillelejehallen endte uafgjort. Der blev kæmpet om WBO’s Youth World Championship, men hverken Oliver Møllenberg eller sin fransk-marokkanske modstander slap afsted med titelbæltet.

Oliver Møllenberg til højre var virkelig trængt mod slutningen men fik reddet en uafgjort hjem. Foto: Jonas Olufson
Oliver Møllenberg til højre var virkelig trængt mod slutningen men fik reddet en uafgjort hjem. Foto: Jonas Olufson

Karrierens hidtil vigtigste kamp.

18-årige Oliver Møllenberg (4-0-0, 2 KO’s) skulle lørdag aften i Gillelejehallen til Q Pro Boxings velbesøgte boksestævne lukke ballet med WBO’s Youth World Championship i super-letvægt på højkant.

Det purunge Gilleleje-talent skulle i dagens anledning duellere mod den 21-årige fransk-marokkanske Jaouad Belmehdi (7-0-2, 2 KO’s). Et ubeskrevet – men dog ubesejret – blad på disse kanter.

De to unge boksere skulle kæmpe om titlen som ’junior-verdensmester’, og med en sejr kunne Oliver Møllenberg dermed blive den yngste dansker til at opnå den bedrift.

Det var samtidig også første gang, at den talentfulde Q Pro-bokser trådte op i bokseringen til en boksekamp, der var sat til hele ti omgange.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Bokseekspert Brian Mathiasen var på forhånd i tvivl om, om det mon var et modigt træk – en ’lille genialitet’ – at satse benhårdt på en junior-titel allerede i Oliver Møllenbergs femte optræden som professionel bokser – eller om det derimod var en smule forhastet og dumdristigt.

Men han var tværtimod sikker på, at Gilleleje-knægten ville få ’sit livs chok’, hvis kampen skulle gå alle omgange – selvom Oliver Møllenberg selv efter eget udsagn havde sparret 150 omgange op til sin allerførste titelkamp.

Men der er immervæk forskel på at gå fire omgange og klare sig helskindet igennem ti med en propfyldt Gillelejehallen som en lille hjemmebane-heksekedel, der nok kan få ens adrenalin til at galopere rundt i kroppen.

Men en sulten og ambitiøs Oliver Møllenberg tog chancen i en kamp, der ikke just er en duel mellem to kombattanter, der topper BoxRec-listen, men derimod kan skabe noget positiv opmærksomhed på vinderen.

Nationalsagnene blev sunget, og Gillelejehalen vågnede endnu mere op, nu hvor deres lokale bokser, aftenens hovedrolle, havde indtaget ringen.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Oliver Møllenberg brugte 1. Omgang på at mærke afstanden til sin modstander og skruede i momenter op for tempoet med nogle kombinationer af dybe slag, hooks og uppercuts.

Hurtig og dynamisk sloghan til, når Jaouad Belmehdi et kort øjeblik sænkede paraderne.

Møllenberg var millimeter fra at lande en dødbringende uppercut, men den 21-årige fransk-marokkanske undveg med nød og næppe.

Med sin lange højrearm kunne han holde behørig afstand og til gengæld hamre til kæben, når Jaouad Belmehdi ville ind på kroppen af den unge dansker.

I 3. Omgang bed de to duellanter begge fra sig. Og Møllenberg modtog et hårdt venstre hook til kæben, der slog ham en anelse ud af kurs.

Jaouad Belmehdi havde sine voldsomme eksplosioner og tvang Oliver Møllenberg ud i tovene i momenter, men kontrastød til kroppen var Gilleleje-knægtens modreaktion.

Det var Oliver Møllenberg der blev tvunget rundt i manegen, men alligevel virkede det kontrolleret og køligt fra Oliver Møllenberg, der altid huskede paraderne og skød igen på sin modstander, så tilskuerne fløj op af stolene …

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
 

I 5. Omgang blev danskeren væltet, men hoppede prompte på benene igen. Jaouad Belmehdi fik stresset Møllenberg, der dog fik landet et gevaldigt drøn af et venstre hook, som fik hele Gillelejehallen til at bluse op.

Men den unge dansker modtog også mange træffere og mistede måske mere og mere grebet om duellen. Jaouad Belmehdi lod til at være mere ovenpå, da 6. Omgang blev ringet af …

Men da 7. Omgang gik i gang kæmpede Oliver Møllenberg sig tilbage med de hurtige, konsekvente indgreb til både krop og ansigt. Men tanken virkede også snart til at være tom, som kampen skred frem.

Blod fra næse og mundvige fra Olivers ansigt, så hamrende hårdt ud for den unge dansker, der skulle slide sejren i land, med viljestyrke i komplet ukendt territorium i en 10. omgang.

Et slagsmål af de helt hårde til sidst, de sidste kraftanstrengelser foran hjemmepublikummet.

En boksekamp i et højt tempo med to aggressive, angrebsivrige boksere. Publikum skreg, Møllenberg dansede væk fra Jaouad Belmehdi med de absolut sidste kræfter. Begge boksere rakte hænderne i vejret instinktivt, da kampen var ovre.

Han gav alt. Og virkede enormt følelsesladet inden afgørelsen.

Det endte uafgjort i en voldsom fight til stor frustration for de medrejsende franske tilhængere.

Uafgjort med dommerstemmerne: 95-95, 97-93 og 95-95.

Se også: Patrick vandt i hård tilkæmpet comeback: - En rigtig lorte kamp

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere