Gør comeback - VIL til OL

Mie Skov fatter battet igen i et forsøg på at komme med til det udskudte sommer-OL i Tokyo

Set udefra havde Mie Skov det hele, da hun efter sin flotte bordtenniskarriere og en sejr i ‘Vild med dans’ stiftede familie. Indefra så det anderledes ud. Video: Stine Tidsvilde

34-årige Mie Skov stoppede egentlig sin bordtenniskarriere i 2015 efter at have født sønnen Benjamin Noah, men udskydelsen af sommer-OL har tændt en ny gnist i hende.

Hun har besluttet sig for at gøre comeback i et forsøg på at kvalificere sig til OL i Tokyo næste sommer.

- Jeg har brug for at trykke den af en gang til. Den følelse er jeg nødt til at forfølge. Jeg vil fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke giver mig selv den chance, siger hun i 'Go' Morgen Danmark' på TV2.

Ganske vist hjalp hun Danmark ved to EM-kvalifikationskampe i 2018, men det var kun, fordi holdet manglede en spiller med det rette niveau.

- Dengang var jeg med, fordi de havde brug for hjælp. Denne gang er det et rigtigt comeback, siger hun.

Mie Skov var i mange år Danmarks bedste kvindelige bordtennisspiller, og hun var med ved OL i London i 2012.

Men hvor store er chancerne for at kvalificere sig til et OL efter fem års pause fra elitebordtennis, når der samtidig er begrænset tid at gøre med?

- Det er usandsynligt, men ikke umuligt for hende at kvalificere sig. Det er den bedste måde at beskrive det på, siger Magnus Mallander, Danmarks kvindelandstræner, ifølge TV2 Sport.

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde

Mie Skov Sport og Spil Livskrise ændrede alt: - Nu kan jeg tåle at tabe

Der kommer 86 kvindespillere med til OL, og seks af dem findes ved en europæisk kvalifikationsturnering, som finder sted næste år efter at være blevet udskudt fra maj i år.

Først skal Mie Skov dog overbevise Bordtennis Danmark om, at hun kan nå et niveau, der gør det værd at sende hende til kvalifikationsturneringen.

For at at få fingrene i en af de seks OL-billetter skal Mie Skov formentlig nedlægge flere spillere fra verdensranglistens top-100.

- Derfor er OL-kvalifikationen kun noget, man sender spillere til, når der er rimelig mulighed for at gøre det, siger Mallander.

Mie Skov vil dog forfølge chancen, og hun føler sig godt rustet, selv om hun anerkender, at chancen for at kvalificere sig til OL er lille.

- Jeg er i mit livs bedste fysiske form. Jeg lever af at være coach og personlig træner, og jeg har aldrig følt mig så mentalt stærk, som jeg er nu, siger hun.

Der ligger også en kvalifikation for spillere fra hele verden senere, men her vil konkurrencen formentlig være endnu hårdere, og OL-billetterne er færre.

Se også: Vildt rygte: Storklub efter Superliga-stjerne

Se også: Scorer millioner: Brøndby-stjerne solgt

53 kommentarer
Vis kommentarer