Groth ude efter at have misset matchbolde mod Europas bedste

Jonathan Groth tabte 2-3 i sæt til tyskeren Dimitrij Ovtcharov og er ude af Europa Top 16-turneringen

Jonathan Groth vandt en enkelt af sine tre kampe ved Europa Top 16 og gik ikke videre. Foto: Tarik Mikkel Khan
Jonathan Groth vandt en enkelt af sine tre kampe ved Europa Top 16 og gik ikke videre. Foto: Tarik Mikkel Khan

Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, er ude af Europa Top 16, der tæller kontinentets bedste spillere.

Groth vandt en ud af tre gruppekampe fredag, hvilket ikke rækker til avancement til weekendens kvartfinaler.

Men Groth leverede en fremragende indsats i turneringen, hvor han var seedet 15.

I den sidste gruppekamp spillede han sig frem til tre matchbolde mod Europas bedste spiller, tyske Dimitrij Ovtcharov, men tabte 2-3 i sæt efter 11-13 i afgørende sæt.

Forinden slog Groth portugiseren João Monteiro, der sidste år nåede finalen, 3-1 i sæt i den anden kamp efter at have tabt 2-3 i sæt til den femteseedede franskmand, Simon Gauzy.

Som resultaterne formede sig, skulle Groth i den sidste gruppekamp slå topseedede Dimitrij Ovtcharov, der har vundet de seneste tre udgaver af turneringen, for at holde liv i drømmen om avancement.

Ovtcharov vandt første sæt 11-5, men Groth tog andet 11-8 og fulgte med til 3-3 i tredje sæt. Derfra var tyskeren bedst og vandt 11-5.

Fjerde sæt bølgede frem og tilbage. Groth kom foran 3-0, men kom siden bagud både 3-5 og 5-8. Men danskeren kom på 8-8 og sikrede sig siden sættet 11-9.

Det afgørende sæt blev et drama. Groth spillede sig til to matchbolde ved 10-8 og endnu én ved 11-10, men misbrugte dem alle. I stedet udnyttede tyskeren sin første matchbold.

Dermed vandt tyskeren alle sine tre gruppekampe og går videre fra gruppen sammen med franske Simon Gauzy, der vandt to kampe. De spiller kvartfinaler lørdag.

Kun en gang har turneringen haft dansk vinder. Michael Maze triumferede i 2004, da turneringen hed Europa Top 12.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere