Lange køer: Verdens bedste sagde farvel i smerte

Bjørn Borg hylder den 50-årige verdensstjerne Jan-Ove Waldner, der her til aften spillede sin sidste kamp i en karriere, der startede på topniveau i 1977

Jan-Ove Waldner ses her ved OL 2004, hvor han nåede semifinalen - nu er karrieren slut i en alder af 50 år (Foto: AP)
Jan-Ove Waldner ses her ved OL 2004, hvor han nåede semifinalen - nu er karrieren slut i en alder af 50 år (Foto: AP)

I Sverige nævnes han på niveau med Bjørn Borg, Ingemar Stenmark og Zlatan Ibrahimovic.

Siden debuten i den bedste svenske række som 12-årig i 1977 har han vundet både OL-guld, VM-guld og EM-guld, men her til aften spillede den svenske bordtennis-stjerne Jan-Ove Waldner sin allersidste kamp i en alder af 50 år.

For sin klub Spårvågen spillede han holdkamp mod klubben Rekord og vandt først 3-2 i sæt mod Simon Arvidsson, der var imponeret efter kampen.

- Det virker til, at han kan spille stadigvæk. Ingen anden i verden kan spille som ham i en alder af 50 år, siger Arvidsson til SVT.

Se tv-klippet med vildt kigge-væk-slag fra Waldners sidste aften:

Waldners allersidste kamp blev dog tabt 1-2 i sæt til Andreas Törnkvist.

- Alt forsvandt i de to sidste sæt. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg tabte koncentrationen. Jeg var ikke træt og kunne have spillet en kamp til uden problemer, siger Waldner.

- Serven skulle med, og jeg forsøgte at slå bolde bag om ryggen, siger Waldner, der efter de to officielle kampe udfordrede svensk tvs mangeårige bordtenniskommentator Staffen Lindeborg til en show-kamp, som Waldner tabte 10-11 efter at have givet journalisten en 6-0-føring fra start.

Allerede ved 15.00 med tre og en halv time til kampstart var de første Waldner-fans klar ved Liljeholmshallen.

- Der var sådan en kø, at det var helt skørt. Dem, der ikke fik plads, var vi nødt til at henvise til en pub i nærheden, som sendte kampen, siger sportschef Anders Svensson til Aftonbladet.

400 mennesker blev lukket ind i hallen, og klapsalver og råb på Waldner fyldte lydrummet.

- Det var i mandags, at vi vidste, at det blev den sidste kamp. Jeg kan ikke have det bedre. Det var ærgerligt, at vi ikke havde en større hal. Vi kunne nok have samlet 1500 mennesker, siger Waldner til Expressen.

Waldners sidste kamp blev sendt live på alle former for tv i Sverige:

- Det er stadig sjovt at spille, men det bliver skønt at stoppe også. Jeg har taget smertestillende Voltaren før kampen og har meget ondt i ryggen nu bagefter. Sådan har jeg haft det helt siden OL i 2004, siger Waldner, der også blev hyldet af selveste Bjørn Borg.

- Jeg har fulgt hele J-Os karriere. Bordtennis var faktisk min første sport, og min favoritsport som lille, fordi min far spillede, siger Borg til Expressen.

- Jeg så, da J-O spillede VM i Manchester i 1997 og ikke tabte et sæt. Det var næsten fejlfri bordtennis og noget af det bedste, jeg nogensinde har set, siger Borg.

- Jeg ønsker ham held og lykke fremover og håber, at han fortsætter i sporten, for han har så meget at lære fremtidige generationer, siger Borg.

Her vinder Jan-Ove Waldner guld ved OL 1992 (Foto: AP)
Her vinder Jan-Ove Waldner guld ved OL 1992 (Foto: AP)

Preben Elkjær er også imponeret af Waldner:

Waldner skal i aften fejre afskeden på O'Learys, inden der venter ham en tur ud på en båd.

Hvad fremtiden byder på, ved han ikke, men Vild med dans skal han ikke deltage i.

- Nej, de har spurgt mig, men jeg står over og skyder skylden på min dårlige krop. Måske dukker jeg op et andet sted, siger Waldner.

- Jeg bliver heller ikke træner. Så skal du rejse 250 dage om året, og jeg har end ikke 25 fridage, siger Waldner, der måske kan blive ekspertkommentator på tv.

- Desværre vises der ikke så meget bordtennis. Det havde været lettere med langrend, så kunne man have fået et job med det samme, men bliver jeg spurgt, så stiller jeg nok op, siger Waldner.

Selv har han det ikke så svært med stoppet.

- Jeg er jo trappet ned successivt. Jeg kommer til at spille lidt veteran-bordtennis og opvisningskampe stadig, men ellers er det slut, siger Waldner.

- Det er ikke vemodigt. Det var værre i 2006, hvor jeg kunne føle, at kroppen ikke længere kunne klare to træningspas om dagen og 20 timer om ugen. De sidste år var det nærmest Voltaren før hver eneste kamp, og det er det ikke værd, siger Waldner.

Waldner har vundet EM-guld og VM-guld i både 80'erne, 90'erne og 00'erne og har deltaget ved fem Olympiske Lege.

Læs Allan Bentsens vurdering af Waldner her:
Se også: På toppen siden 1977: Nu stopper verdens bedste

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere