Maze giver op – stopper karrieren

Den danske bordtennisstjerne kommer ikke til sit femte OL efter beslutningen om at stoppe på den internationale scene - vil dog stadig spille for Roskilde

Så sent som august 2015 talte Michael Maze med Ekstra Bladet om et bordtennis-comeback

I årevis har han kæmpet mere med skader end med modstandere. Nu stopper bordtennisstjernen Michael Maze karrieren, meddeler han i en pressemeddelelse.

- Jeg har i samråd med mine læger truffet denne svære beslutning. Kroppen er medtaget efter de mange operationer, og det er ikke længere muligt for mig at træne på fuld kraft, når jeg konstant har smerter. Hvis jeg ikke kan det, kan jeg heller ikke konkurrere på det niveau, som jeg ved jeg har, siger 34-årige Michael Maze.

Han har i mange år været det absolut største navn på den danske bordtennisscene og har ligeledes været en anerkendt og elsket spiller i sportens moderland, Kina.

Michael Maze har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at have deltaget ved ikke mindre end fire Olympiske Lege og var udset til også at tage sit femte i Rio De Janeiro.

Se også: Michael Maze overvejer fremtiden: Droppet inden VM

Hans fik sit store gennembrud i 2004, da han vandt turneringen Europa Top 12, og i 2005 blev han kåret som årets sportsnavn i Danmark.

I en alder af 22 år var han allerede Danmarks bedste bordtennisspiller gennem tiderne. Han har vundet medaljer ved alle store mesterskaber, EM, VM og OL.

Michael Maze. Den bedste bordtennisspiller, Danmark har fostret. (Foto: AP)
Michael Maze. Den bedste bordtennisspiller, Danmark har fostret. (Foto: AP)
 

Den bedste placering han opnåede på verdensranglisten var som nummer 8.

- Jeg må nok bare erkende, at min fysik ikke kan holde til mine ambitioner. Jeg havde virkelig håbet, at jeg kunne have fået endnu et OL med, men jeg har måttet erkende, at min krop ikke kan holde til den træning, det kræver.

- Derfor er jeg alligevel stolt over de resultater, jeg har opnået. Det er meget vemodigt for mig at skulle forlade den sport som har defineret mig i så mange år. Selvom det har været hårdt for min krop, ville jeg på ingen måde have været det foruden. Sporten har givet mig så mange livslange bekendtskaber og jeg har fået set det meste af verden, siger Michael Maze.

Se også: Michael Maze gør comeback på den store scene

Ifølge pressemeddelelsen fra f-reklame har Michael Maze allerede planer for fremtiden. Han vil kombinere sin passion for bordtennis med et helt nyt online træningskoncept.

Michael Maze lægger dog ikke battet helt på hylden, da han fortsat vil stille op for sin danske klub, Roskilde Bordtennis.

Michael Maze og Finn Tugwell jubler, da bronzen blev sikret i 2004. (Foto: AP)
Michael Maze og Finn Tugwell jubler, da bronzen blev sikret i 2004. (Foto: AP)
 

Blå bog: Michael Maze

Født: 1. september 1981 (36 år)

Bedste internationale resultater:
EM-guld i single i 2009
EM-guld for hold i 2005
EM-bronze i single i 2007
VM-bronze i single i 2005
OL-bronze i double i 2004 sammen med Finn Tugwell
Europa top-12 vinder i 2004
Champions League-vinder med Düsseldorf
Dansk, tysk og fransk mester for hold

Hæder: Årets sportsnavn i Danmark i 2005

OL: Har deltaget ved OL fire gange.

Bedste placering på verdensranglisten: Nummer otte

Begyndte med bordtennis: 1988

Debut på A-landshold: 1997

17 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere