Canada vil ikke deltage i sommer-OL grundet coronavirus

Som det første land melder Canada ud, at det ikke vil deltage i sommer-OL i Japan, hvis det afholdes i juli

Den olympiske flamme er ankommet til Japan, hvor den i weekenden har stået fremme. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Den olympiske flamme er ankommet til Japan, hvor den i weekenden har stået fremme. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix

Canadas Olympiske Komité (COC) har besluttet, at landet ikke sender atleter til sommer-OL i Tokyo i juli på grund af risikoen for spredning af coronavirus.

COC sender således kun atleter, hvis det afholdes på et andet tidspunkt, skriver nyhedsbureauet Reuters natten til mandag dansk tid.

Det er det første land, der kommer med den udmelding.

Ifølge Reuters begrundes udmeldingen ikke blot med et hensyn til de canadiske atleters helbred, men også til offentlighedens sundhed.

- COC og CPC (Canadas Paralympiske Komité, red.) opfordrer hastigt Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Den Internationale Paralympiske Komité og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at udskyde OL et år, og vi støtter dem fuldt ud ved at hjælpe med at navigere i den komplekse situation, som det vil være på ny at skulle planlægge legene.

- Mens vi anerkender den komplekse situation, som en udskydelse vil skabe, er der intet, som er vigtigere end atleternes helbred og verdenssamfundets, står der i en meddelelse.

Også Australiens Olympiske Komité lægger natten til mandag pres på for en udskydelse.

- Det står klart, at OL ikke kan afholdes i juli, siger Australiens chef de mission, Ian Chesterman, efter et bestyrelsesmøde i den australske OL-komité.

I en meddelelse tilføjer han, at landets atleter bør forberede sig efter, at OL i Tokyo afholdes i sommeren 2021.

Søndag har Japans premierminister for første gang åbnet for en udskydelse af OL.

IOC har ligeledes søndag efter et hastemøde meldt ud, at der bliver truffet en beslutning i løbet af fire uger.

Japan vil følge IOC's beslutning, lyder det fra Japans OL-minister ifølge Reuters.

Herhjemme har Danmarks Idrætsforbund (DIF) også opfordret til en udskydelse.

Efter planen skal OL i Tokyo afholdes fra 24. juli til 9. august 2020.

0 kommentarer
Vis kommentarer