Det har set tungt ud i de seneste dage, men der er fortsat liv i det kvindelige danske curlinglandshold ved VM i Sverige.
Efter fem nederlag på stribe tog Danmark en hårdt tiltrængt sejr onsdag aften, da VM's bundprop, New Zealand, blev slået med 8-5.
Det danske hold, der har Madeleine Dupont som skipper, er dermed noteret for tre sejre og fem nederlag i turneringen.
I tabellen er danskerne på en delt niendeplads ud af 13 hold. De seks bedste går videre til knockoutfasen, og Danmark mangler endnu fire indledende opgør.
Danmark slog hul til newzealænderne i tredje ende, som danskerne vandt 3-0 og bragte sig foran 4-1. Selv om New Zealand efterfølgende havde fordel af sidste sten, lykkedes det Danmark at øge til 6-1.
I de følgende ender kæmpede newzealænderne sig tilbage til 4-6, men da det efter ottende ende stod 8-4 til Danmark, blev det en umulig opgave for turneringens agterlanterne.
Madeleine Dupont og hendes mandskab skal i kamp igen torsdag eftermiddag mod Tyrkiet. Senere på dagen venter frygtindgydende Schweiz, der er ubesejret ved VM.