Dansk kajak-stjerne vinder World Cup

René Holten Poulsen satte alle på plads i finalen i 1000 meter enerkajak

René Holten Poulsen viser storform inden OL i Rio og få måneder. Danskeren vandt lørdag World Cup-stævnet i Duisburg i Tyskland (Foto: AP)
René Holten Poulsen viser storform inden OL i Rio og få måneder. Danskeren vandt lørdag World Cup-stævnet i Duisburg i Tyskland (Foto: AP)

Danmarks bedste kajakroer, René Holten Poulsen, viste også lørdag lovende OL-form ved World Cuppen i Duisburg.

I finalen var danskeren oppe imod hård modstand i 1000 meter enerkajak i form af flere af de formodede værste konkurrenter til OL-medaljerne i august, men danskeren satte alle og en på plads og vandt guldet i sikker stil.

René Holten førte fra start til mål og flød over stregen foran belgieren Artuur Peters og den tyske tidligere verdensmester Max Hoff på de efterfølgende pladser.

Tjekken Josef Dostal, som også er tidligere verdensmester og vandt VM-sølv i Milano sidste år, blev nummer fire. Også nummer tre og fem ved det seneste VM var i finalen i World Cuppen i Duisburg.

René Holten havde på vejen mod finalen vundet både sit indledende heat og sin semifinale.

World Cup-guldmedaljen ved sæsonåbneren i Duisburg var danskerens femte af slagsen i karrieren.

René Holten Poulsens presseansvarlige oplyser i øvrigt, at danskeren er den kajakroer i verden, der har flest podieplaceringer i 1000 meter enerkajak siden OL i London 2012. Hele 13 gange har han været på podiet i de tællende internationale konkurrencer.

I lørdagens anden finale med dansk deltagelse sluttede Emma Aastrand Jørgensen på niendepladsen i 200 meter enerkajak.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere