Dansk nedtur: Verdensmester kikser

Anne-Marie Rindom havde en sløj dag på vandet på finaledagen, der blev forkortet på grund af dårligt vejr

Anne-Marie Rindom måtte nøjes med en samlet fjerdeplads ved VM i Laser Radial i Melbourne, efter at hun sluttede finalesejladsen på 38.-pladsen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anne-Marie Rindom måtte nøjes med en samlet fjerdeplads ved VM i Laser Radial i Melbourne, efter at hun sluttede finalesejladsen på 38.-pladsen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det lykkedes ikke Anne-Marie Rindom at genvinde VM-guldet fra sidste år, da der natten til fredag dansk tid blev sejlet finalesejlads i Laser Radial i Melbourne.

Den danske sejler havde en rigtig dårlig dag på vandet på VM's sjette og sidste dag, hvor hun sejlede sig væk fra podiet og slutter VM på en samlet fjerdeplads.

Stævnet i Melbourne har været plaget af dårligt sejlvejr, der har betydet, at flere sejladser er blevet aflyst undervejs. VM's sidste dag blev også offer for vejret, og der blev kun gennemført en enkelt af de tre planlagte sejladser.

Her fik Rindom sit hidtil dårligste resultat ved VM, da det blot blev til en 38.-plads, og dermed faldt danskeren en plads tilbage i det samlede felt, hvor hun ellers inden finaledagen lå til en bronzemedalje.

Den hollandske sejler Marit Bouwmeester blev verdensmester, ligesom hun blev det i 2011, 2014 og 2017.

Bouwmeester landsmand Maxime Jonker fik sølv i Melbourne, mens nordmanden Line Flem Høst tog bronze for næsen af Rindom.

Finalefeltets anden dansker, Anna Munch, blev nummer 41 på fredagens sidste sejlads og slutter VM på en samlet 33.-plads.

Anne-Marie Rindom har vundet VM-guld i både 2015 og 2019, mens hun i 2016 og 2018 tog bronze.

Se også: Andersen lukker af og redder 24 forsøg i Toronto-comeback
Se også: Dansk båd debuterer i Formel 1-ræs på vandet i Sydney
Se også: Brutalt exit: Meget, meget svært

1 kommentar
Vis kommentarer