Dansker indblandet i russisk dopingmystik: Død mand sladrer ikke

Russisk syndebuk døde pludseligt – ville skrive bog med dansk professor

Uret stod på 16.02 søndag den 22. november 2015, da en mail landede i computeren hos professor Verner Møller fra Aarhus Universitet.

Afsenderen var fra Rusland, og af mailen fremgik det, at han havde insideinformationer, og at han var en smule desperat.

Måske med god grund.

Tre måneder efter var han død. Det skete også en søndag. 14. februar. Han blev 52 år.

Nikita Kamaev havde en historie at fortælle. Han nåede det aldrig.

Ekstra Bladet har fået adgang til hans tre måneder lange mailkorrespondance med den danske professor. Den antyder, at verden er gået glip af væsentlige afsløringer af både russisk og international dopingsvindel.

Nikita Kamaev var direktør for Det Russiske Antidoping Agentur, RUSADA, og i mange år en nær ven og kollega til Grigory Rodchenkov, der lever i skjul i USA, og som i søndags stod frem med sin historie i Ekstra Bladet.

Rodchenkov havde ledet Antidoping-laboratoriet i Moskva og flygtede sent i 2015, fordi han var bange for at blive slået ihjel.

Artiklen fortsætter under billedet

Ekstra Bladets Jan Jensen og Andreas Selliaas mødte whistlebloweren Grigory Rodchenkov et hemmeligt sted i USA. Siden sin flugt fra Rusland har han levet under jorden., Han bærer maske, fordi han er ved at få ændret sit ansigt, så han måske en dag kan gå på gaden uden at blive genkendt. Hans advokater er overbeviste om, at russiske efterretningsfolk er i USA med det ene formål at slå Rodchenkov ihjel. Foto: Ekstra Bladet
Ekstra Bladets Jan Jensen og Andreas Selliaas mødte whistlebloweren Grigory Rodchenkov et hemmeligt sted i USA. Siden sin flugt fra Rusland har han levet under jorden., Han bærer maske, fordi han er ved at få ændret sit ansigt, så han måske en dag kan gå på gaden uden at blive genkendt. Hans advokater er overbeviste om, at russiske efterretningsfolk er i USA med det ene formål at slå Rodchenkov ihjel. Foto: Ekstra Bladet
 

Få dage efter Rodchenkovs flugt døde Vyacheslaw Sinev uventet. Han var manden, der havde grundlagt RUSADA. Dødsårsagen er ukendt.

Knap to uger efter Sinev døde også hans efterfølger, Nikita Kamaev. Her blev dødsårsagen oplyst som værende et massivt hjerteanfald. Rodchenkov er ikke i tvivl om, at Kamaev blev dræbt af de russiske myndigheder.

Verner Møller, som er professor i idræt og kropskultur ved Aarhus Universitet, anede ikke hvem Nikita Kamaev var. Men mailen var for interessant til blot at lade ligge. De efterfølgende måneder skrev de jævnligt til hinanden, og de havde også en række samtaler på Skype.

De forsøgte ihærdigt at mødes, men deres kalendere var ikke synkrone, og et møde i den bulgarske vintersportsby Dobrinishte mellem jul og nytår 2015 kunne alligevel ikke lade sig gøre.

Artiklen fortsætter under billedet

Ver Møller blev ud af det blå kontaktet af Nikita Kamaev. Foto: Morten Flarup
Ver Møller blev ud af det blå kontaktet af Nikita Kamaev. Foto: Morten Flarup
 

Hvorfor tog Kamaev kontakt til dig?

– Han ville skrive en bog, og vi skulle skrive den sammen. Den skulle handle om antidopingarbejdet i Rusland. En bog hvor han ville lægge alt frem om de ting, han havde arbejdet med.

Både det legale og det illegale?

– Sådan forstod jeg det. Han ville ikke kun udstille, hvordan det så ud i Rusland. Han ville vise det internationale antidopingarbejde. Det inkluderede hemmelige dopinglaboratorier, men ikke kun i Rusland. Det sagde han helt eksplicit. Han nævnte Norge og Sverige. Men jeg nåede aldrig at se bevis for det. 

Han hævdede, at han havde beviser?

– Ja, og dem ville han vise mig, når vi skulle mødes. Han ville vise, hvad der var foregået i og uden for Rusland.

Kamaev var presset af de mange afsløringer af et statsstyret russisk dopingprogram. Afsløringer der fulgte efter vinterlegene i Sochi i 2014. Som en konsekvens havde Det Internationale Antidoping-Agentur, WADA, lagt RUSADA på is.

Kort tid før han kontaktede Verner Møller, havde Kamaev dog offentligt forsvaret både Rusland og RUSADA. Der var ikke noget at komme efter.

Hvordan vurderede du ham ud fra jeres samtaler på Skype

– Det er vanskeligt at bedømme en karakter på en Skype-forbindelse. Det var derfor, jeg insisterede på, at vi skulle mødes personligt. Vi skulle aftale spillereglerne og se, om kemien var i orden. Men mit umiddelbare indtryk fra vores samtaler var, at han var oprigtig.

– Var han klar over, at han løb en risiko?

– Han sagde, han var stresset, og inden vi skulle begynde på bogen, ville han have ryddet op i sit job. Han vidste, det var slut, men han var ikke helt færdig i RUSADA.

Artiklen fortsætter under billedet

Kamaev vidste, han var en færdig mand hos RUSADA. Foto: AP
Kamaev vidste, han var en færdig mand hos RUSADA. Foto: AP
 

- Der var pres på ham, men der var ingen antydning af, at det kunne være farligt for ham. Han sagde ikke, at vi ikke kunne snakke på Skype, fordi de tjekker det. Det var ikke noget med krypteringer. Hans mail er også sendt fra hans mailadresse hos RUSADA. Han virkede ikke som en mand, der var angst for repressalier. Måske har han fuldstændig undervurderet situationen. Måske har han ikke troet, at de slår folk ihjel.

– Virkede han syg, når du talte med ham? 

– Han så ikke ud til at være ved dårligt helbred. Han så ud til at være i fin form. Men igen. Han sagde, han var stresset, og det er i de situationer, at nogen får udløst en blodprop.

– Jeg vil ikke afvise, han kan være død ved et tilfælde. Men jeg bliver mistænksom, fordi en talsmand fra RUSADA afviser, at Kamaev ville skrive en bog. Hvorfor skulle han benægte det, når jeg nu vidste, at det havde Kamaev ikke i sinde at opgive.

– Og det sagde Kamaev til dig så sent som i januar?

– Ja, det sagde han på Skype. Talsmanden sagde, det var flere måneder siden, at Kamaev havde opgivet bogen. Det er det, der gør, at jeg tænker, hvorfor siger han det? Hvis Kamaev var død af et hjerteslag, kunne han bare have sagt, at de vidste, han var i gang med et bogprojekt, men at det ikke var noget, der bekymrede dem. 

– Hvad tænkte du egentlig, da Kamaev kontaktede dig?

- Det var da pudsigt. Jeg havde aldrig mødt ham før. Men jeg tænkte, at det måske var fordi, han også sad i UCI (Den Internationale Cykelunion, Red.) og havde set, at jeg havde lavet en bog sammen med Michael Rasmussen.

- Men mailen kom fuldstændig ud af det blå. Han ville have en medforfatter, som havde skrevet bøger før, og som var ude internationalt og kendt for det.

Artiklen fortsætter under billedet

Rodchenkov er ikke i tvivl om, at barndomsvennen Kamaevblev slået ihjel. Foto: Ekstra Bladet
Rodchenkov er ikke i tvivl om, at barndomsvennen Kamaevblev slået ihjel. Foto: Ekstra Bladet
 

– Han sendte en kapiteloversigt til dig. Nåede i at komme ned i materien på blot nogle af dem?

- Nej, det var præcis det, vi ikke gjorde. Vi snakkede på Skype, og jeg sagde til ham: Det du har sendt, ser spændende ud, men vi bliver nødt til at gå det igennem, når vi mødes. De der stikord siger mig ikke meget. Det kunne han godt forstå.

- Han ville skrive sine noter, og så kunne vi snakke om det, når vi mødtes enten her eller i Moskva. Han ville gerne betale mit ophold, og jeg kunne endda bo hos ham. Han var ikke engang bekymret for, at vi skulle gøre det i Rusland. Jeg har siden tænkt, det var måske meget godt, vi ikke gjorde det.

– I sin mail skriver Kamaev om dobbeltstandarder i WADA. Hvad mener han med det?

– Rusland bliver behandlet dårligere end USA for eksempel. Vestlige lande bliver ikke så hårdhændet behandlet som Rusland. Det tror jeg, er det, han mener. Nogen slipper for straf. Nogen slipper for anker, mens de forfølger andre nidkært. Det er dobbeltstandard, og det seneste eksempel er omkring Team Sky. Det er et glasklart eksempel på dobbeltstandard. Det har der nok også været i Kamaevs tid.

– Han sagde i vores samtaler, at han ikke kunne forstå, hvorfor WADA havde været så hårde ved RUSADA. Han kunne ikke gøre for, hvad staten gjorde.

– RUSADA var en organisation, som skulle teste atleter, og han sagde, at deres succesrate i forhold til at finde positive test var helt på højde med resten af verden. Han mente, at RUSADA havde levet op til det, de skulle. Han havde gjort sit arbejde.

Vi ved fra de mange rapporter om russisk doping og fra Rodchenkov, at staten begravede mange positive prøver. 

– Ja, men det var ikke Kamaev. Han følte, han var blevet gjort til syndebuk. For det system, der var. Han sagde, nu bliver jeg fyret, men jeg har virkelig prøvet at lave et godt antidopingarbejde, og nu må jeg bære konsekvenserne. Han havde lavet sit arbejde, men andre havde besluttet, at nogle dopingsyndere skulle gå fri, og så måtte han betale prisen, siger Verner Møller.

Se også: Angriber dansk dopingekspert: Han skjulte positive prøver

Sport og Spil DEL 3: 'Der er ingen sikkerhed i Rusland'

Sport og Spil KGB-ekspert: Det er meget farligt for ham at stå frem

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere