Den danske pokerspiller Henrik Hecklen vandt søndag aften Tritons hovedturnering i Madrid og er nu lidt over 16 millioner kroner rigere.
Hecklen er en velkendt pokerspiller i pokermiljøet og går herhjemme under kælenavnet 'facitlisten', fordi han i årevis har bevist, at han er blandt de bedste i verden til pokervarianten Texas No Limit Hold'em, der er den mest udbredte variant.
Alligevel var præmien, der helt præcist lød på 2.170.509 euro, den største, han nogensinde har vundet.
- Det var et godt finalebord, sjove spillere at spille med, lød det fra Henrik Hecklen, der godt ville afsløre sine kortsigtede planer efter sejren.
- Jeg skal helt sikkert være fuld, lød det.
Det kostede 100.000 euro at være med i turneringen, og efter et par dages arbejde ved pokerbordene stod Henrik Hecklen søndag aften øverst på podiet efter at have slået et felt på i alt 93 spillere.
Triton er en prestigefyldt turneringsserie, der med sine høje buy-ins er kendt for at tiltrække de bedste spillere i verden.
Det er anden gang i Henrik Hecklens karriere, at han vinder en Triton-turnering.
Hecklen kom til finalebordet på en fjerdeplads, men formåede alligevel at holde sig i live til det sidste, hvor han besejrede den tyrkiske forretningsmand Orpen Kisacikoglu heads-up.
De to nåede kun at spille én hånd, efter at hollandske Kavin Paqué var røget ud på tredjepladsen. I den hånd valgte tyrkeren at gå all-in med to firere på hånden, og så havde danskeren et nemt call med sine to konger.
Da Hecklen havde flest jetoner af de to, og Kisacikoglu ikke fik nogen hjælp af de fem kort på bordet, så var turneringen afgjort.