Dansker vinder VM midt i København

Danske Casper Steinfath er verdensmester i Stand Up Paddle efter et suverænt finaleløb foran Operahuset i København

Casper Steinfath fejrer VM-guld i 200 meter sprint foran operahuset i København. Foto: ISA/Ben Reed
Casper Steinfath fejrer VM-guld i 200 meter sprint foran operahuset i København. Foto: ISA/Ben Reed

Det er ikke mange dage siden, Danmark fik en verdensmester i badminton efter Viktor Axelsen vandt guld i den skotske hovedstad, Glasgow.

Nu har v så fået endnu en verdensmester. Denne gang er det i Stand Ud Paddle. Her vandt danske Casper Steinfath VM-guld i 200 meter sprint foran et jublende hjemmepublikum ved Operahuset i hjertet af København.

Den 24-årige padlesurfer fra Cold Hawaii i Thy var helt exceptionel i finalen, hvor han kom flyvende fra start og holdt føringen hele vejen over målstregen. Casper Steinfath havde trænet for netop dette mål i tre år, og søndag kulminerede det hårde arbejde så, da han vandt guld foran venner og familie.

Helt problemfrit gik det dog ikke for danskeren, der allerede i det indledende løb kom dårligt fra start. Han lå længe nummer fire – to pladser fra kvalifikation til den forjættede finale. Men i slutningen fik han fundet et ekstra gear frem, og med fem kraftfulde tag listede han sig ind på 2. pladsen - bare 10 centimer foran nummer tre.

To timer senere kunne han løfte armene mod himlen som afslutning efter finalesejren. Det er fjerde gang den 24-årige nordjyde er blevet verdensmester i Stand Up Paddle.

Surf-helt i panik: Ved, hvad der sker, når hajen nærmer sig

Dårligt vejr gav livreddere en træg sommer