Danmarks Basketball Forbund skal på jagt efter en ny direktør.
Den nuværende direktør, Sebastian Brydegaard, stopper nemlig 28. februar, skriver forbundet i en pressemeddelelse.
Brydegaard har fået tilbudt en stilling som head of scouting i den norske fodboldklub Viking FK, der spiller i den bedste norske række.
- Det har været en meget svær beslutning for mig, da jeg virkelig har nydt at være en del af dansk basketball de sidste par år, udtaler Sebastian Brydegaard i pressemeddelelsen.
- Sammen er det lykkedes os at videreudvikle det gode fundament, som sporten allerede stod på.
Han udtaler videre, at der ikke er tale om et fravalg af Danmarks Basketball Forbund, men derimod et tilvalg af Viking FK.
- Jeg er således meget stolt over de milepæle, som vi i fællesskab er lykkedes med at opnå, og jeg er sikker på, at dansk basketball kommer til at gå en lys fremtid i møde, udtaler han.
Bestyrelsen er nu gået i gang med at lede efter en ny direktør til forbundet, lyder det i pressemeddelelsen.