Efter coronastop: Stjernerne går 25 procent ned i løn

Nedskæringen i løn sker, da basketball-ligaen NBA har ligget stille grundet coronavirusset siden midten af marts

Basketballstjernen Kevin Durant er tidligere blevet testet positiv for coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Usa Today Uspw/Ritzau Scanpix
Basketballstjernen Kevin Durant er tidligere blevet testet positiv for coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Usa Today Uspw/Ritzau Scanpix

Alle spillere i den bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA, går 25 procent ned i løn fra 15. maj.

Det har NBA og spillerforeningen aftalt, skriver det amerikanske sportsmedie ESPN.

Nedskæringen sker, da basketball-ligaen har ligget stille grundet coronavirusset siden 11. marts.

De 25 procent af spillernes lønninger vil blive gemt på en konto og givet tilbage, hvis alle grundspilskampene i sæsonen bliver færdigspillet, skriver ESPN.

Hvis kun noget af sæsonen kan færdigspilles, vil der blive uddelt en del af den indefrosne løn ud fra antallet af spillede kampe.

NBA har indtil videre ikke givet udtryk for, at ligaen vil skære ned på antallet af grundspilskampe i denne sæson.

Spillerforeningen har informeret spillerne om, at en sådan beslutning først kan komme 15. juni.

Flere store stjerner fra NBA er blevet testet positive for coronavirus, herunder Kevin Durant fra Brooklyn Nets og Utah Jazz' Rudy Gobert.

Se også: Fodboldgiganternes corona-plan: Vil starte i maj

Se også: Nu lukker de tilskuere ind

Se også: NFL-stjerne er testet positiv for coronavirus

1 kommentar
Vis kommentarer