Elektrikeren mod legenden i historisk finale: Så meget spiller de om

Der er flere penge på spil end nogensinde, når World Darts Championship afgøres i aften

Man skulle måske ikke umiddelbart tro, at voksne mænd kan tjene millioner ved at kaste pile efter en rund skive på en væg. Men det kan de i høj grad, når der mandag aften blændes op for finalen ved World Darts Championship i Alexandra Palace i London.

Præmiepengene bliver større for hvert år, og i aften kæmper den tidligere elektriker Rob Cross og legenden Phil Taylor om ikke mindre end 400.000 pund svarende til små 3,4 millioner danske kroner, mens der er minimum 170.000 pund til taberen.

Dermed er pengepræmien større end i nogen anden turnering - og den overgår også beløbet fra sidste års udgave af samme turnering.

Turneringen er Phil Taylors allersidste, da han på forhånd har bebudet sit karrierestop. Den 57-årige englænder er en levende legende med 16 verdensmesterskaber på CV'et, mens det er lidt af en overraskelse, at aftenens modstander overhovedet er fremme ved finalen.

Phil Taylor slog overraskelsen Jamie Lewis ud i semifinalen. Foto: AP
Phil Taylor slog overraskelsen Jamie Lewis ud i semifinalen. Foto: AP

Rob Cross slog storfavoritten Michael van Gerwen i semifinalen og kan med en sejr i finalen tage sit første verdensmesterskab. 27-årige Cross var blot syv måneder gammel, da Taylor vandt sit første VM, så der er erfaring til forskel, når pilene sendes af sted fra klokken 21.00 i aften.

Tjente penge som elektriker
Cross gjorde kometkarriere i 2017, hvor han i februar scorede sin første check på PDC-touren. Den lød på beskedne 2.000 danske kroner, men siden har året budt på en indtjening på den gode side af 2,5 millioner kroner, hvilket har sendt ham op i den absolutte dartelite.

Efter semifinale-sejren over van Gerwen afslørede englænderen, at han tidligere har måtte sætte dartkarrieren på pause for at kunne brødføde sine tre børn gennem sit job som elektriker. Hovedpersonen indrømmer dog gerne, at der er flere penge i det spidse pile.

- Det hælper at vinde. Jeg kan forkæle mine børn og forhåbentlig give dem et bedre liv. Det er ambitionen, lyder det fra Cross til Sky Sports.

Evnerne som elektriker får Cross da nok heller ikke brug for det næste stykke tid. Slet ikke hvis det lykkes ham at besejre verdens største dartlegende i Alexandra Palace mandag aften.

Du kan se opgøret live på TV3 Max med optakt fra klokken 20.30.

Rob Cross chokerede ved at sende verdens absolut bedste spiller ud af turneringen. Foto: AP
Rob Cross chokerede ved at sende verdens absolut bedste spiller ud af turneringen. Foto: AP
 

Se også: Dart-legende styrer mod historisk finale

Se også: Ser du også VM i dart? Så meget tjener de trinde stjerner

13 kommentarer
Vis kommentarer