Emmas vilde medalje-regn: Guld og bronze på samme dag!

Emma Aastrand fulgte sin bronzemedalje op med guld i 200 meter enerkajak ved European Games

Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.

Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen har på få timer torsdag fordoblet den danske medaljehøst fra to til fire medaljer ved European Games i Minsk.

Først hentede hun bronze i 500 meter enerkajak, og torsdag eftermiddag fulgte hun så op med guld på 200 meter, hvor hun så sin største chance for succes.

Det var Danmarks første guldmedalje i Minsk.

Sølvmedaljevinderen fra OL i Rio havde på forhånd udtrykt forventning om en medalje, og hun håbede på guld, hvis alt flaskede sig.

Hun lagde sig i spidsen fra start og vandt knusende sikkert.

Aastrand blev noteret for tiden 41,625 sekunder, mens Danuta Kozak fra Ungarn var et halvt sekund efter på andenpladsen. Marta Walczykiewicz fra Polen tog bronze.

Torsdag er lidt af en maratondag for Emma Aastrand i Minsk, da hun i alt skal deltage i fire finaler.

Mellem de to medaljeindbringende finaler sluttede hun på en syvendeplads i firerkajakken sammen med Line Langelund, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen.

Slutteligt skal hun ud på 5000 meter-distancen klokken 15. René Holten Poulsen skal det samme hos mændene umiddelbart efter.

Tidligere ved European Games har Danmark vundet bronze for hold i bueskydning, og bordtennisspilleren Jonathan Groth snuppede onsdag sølv i single.

Se også: Emma Aastrand indleder maratondag med bronze

Se også: Dansk kajakroer snupper mere World Cup-metal

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere