På de sociale medier kørte et hashtag med det simple budskab ’GOAT’ før, under og efter Roger Federers finale i Australian Open mod ærkerivalen Rafael Nadal, hvor den 35-årige schweizer hentede sin 18. grand slam.
Et hashtag, der i øvrigt også blev hæftet på Serena Williams, der slog Steffi Grafs rekord med hele 23 grand slams.
’Greatest Of All Times’, betyder det, og mens de færreste er i tvivl om, at de to tager den titel som tennissportens største, argumenterer andre for, at Roger Federer nu også må betragtes som den største på tværs af alle tider og sportsgrene.
- I nyere tid melder Usain Bolt sig selvsagt som en udfordrer, og andre vil sikkert spille ind med Muhammad Ali. En facitliste findes ikke, og den slags sammenligninger på tværs af tid og idrætsgren er umuligt at lave uden en stor grad af subjektivitet, skriver kommentatoren Leif Welhaven i norske Verdens Gang.
- Men der er noget magisk ved Roger Federer, som gør, at han bliver ved med at fascinere. Som når han på sit bedste niveau skaber kunst af sin sport, en sportsånd af de sjældne og en popularitet kloden rundt, som gør, at han nærmest har hjemmebane overalt, hvor han spiller.
Federer!!!!! Greatest sportsman of all time? In my lifetime for sure! #hero
— HK Vittinghus (@hkvittinghus) 29. januar 2017
Stefan Holm fra svenske Aftonbladet er enig:
- Tilhængere af Muhammad Ali, Wayne Gretzky, Pelé og alle andre giganter må have mig undskyldt, men for mig er Roger Federer nummer ét. Det, han gjorde søndag, burde ikke være muligt.
- Han fylder 36 til august. Australian Open var, bortset fra Hopman Cup, hans første turnering siden Wimbledon i fjor, hvor en knæskade tvang ham til et halvt års pause. Mange tvivlede på, at han nogensinde ville vende tilbage, men schweizeren uden udløbsdato vandt sin første Grand Slam-titel siden Wimbledon 2012, skriver han.
Flere lister i øvrigt også rivaliseringen mellem Federer og Rafael Nadal som alle tiders største af slagsen – igen på tværs af idrætsgrene.
Men hvad mener du?
Ekstra Bladet giver dig her 10 - helt subjektivt udvalgte - muligheder.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.