Mens vinteren har ramt Ukraine, fortsætter de Ruslands voldsomme angreb mod Kiev.
I den seneste tid har befolkningen i Kiev adskillige gange befundet sig i beskyttelsesrum og på metrostationer for at søge dækning for de russiske missilangreb.
Mennesker har mistet liv, men en endnu større katastrofe lurer i kulissen. Hvis Rusland får held med at afbryde strømmen i storbyen, kan det ende med en humanitær krise i den barske vinterkulde.
- Takket være vores militær fik vi skudt alle missiler affyret mod Ukraine ned tirsdag. Men det er ikke mere end to uger siden, vi var tæt på et totalt blackout.
Minus ti grader
- Dengang var temperaturen over frysepunktet. Men forestil dig, at det samme skete nu, hvor det er tæt på minus ti grader udenfor. Uden elektricitet, vand eller varme. Konsekvenserne vil være katastrofale, siger Ukraines borgmester, eks-bokseren Vitali Klitschko, i et interview med The Guardian.
Vladimir Putin indrømmer, at Rusland målrettet angriber Ukraines energiforsyning, men det gør de altså kun, fordi Ukraine først angreb blandt andet Krim-broen, lyder det fra præsidenten. Få den historie og flere andre i Ekstra Bladets overblik over krigen i Ukraine
Klitschko kalder Ruslands angreb for et forsøg på 'Kholodomor', som kan oversættes til 'masseudryddelse med kulde'.
- Vi har aldrig forventet, at de vil prøve at ødelægge infrastrukturen i vores byer. De ønsker at fryse den civile befolkning. De vil slå os ihjel og have et Ukraine uden ukrainere, siger han.
Borgmesteren har fået produceret og distribueret aviser til hele byen. Heri finder man en liste over blandt andet supermarkeder, posthuse og banker, der har generatorer, der stadig vil kunne producere strøm i tilfælde af en nødsituation.
- Det er til worst case-scenariet. Vi bliver nødt til at fortælle folk, hvad de skal gøre, hvis situationen bliver kritisk, og de ikke har adgang til internet eller medier, fortæller Klitschko.
Selvom Ukraine i de seneste måneder har oprustet massivt i luftforsvaret, føler eks-bokseren sig langtfra sikker på, at det er nok til at modstå Putins angreb.
Brug for moderne våben
- Der findes intet klart svar. Vi kan ikke sige, om vores luftforsvar er i perfekt tilstand. Situationen er bedre end for to uger siden og meget bedre end for to måneder siden. Men vi har stadig brug for hjælp med mere moderne våben for at redde liv, siger han.
Én ting er han dog sikker på - at Ukraine med tiden vil overvinde Rusland.
- Der er ingen rigtig forklaring på, hvorfor de russiske soldater kæmper. De kæmper for penge.
- Vi er klar til at dø for vores familier og børn. Os alle sammen. Vi kæmper for vores børns fremtid, for demokrati og for menneskerettigheder. Vi vil ikke leve i et land, der er et fængsel bygget af Putin. Derfor vil vores soldater hellere dø end at overgive sig, siger Klitschko.