Frontalangreb på pressechef: 'Inkompetent'

Kajakstjernen raser mod forbundets pressechef, som han ikke har talt med i seks år, men direktør forsikrer, at der er ro i kølvandet på hans udfald

René Holten Poulsen svinger pagajen mod forbundets pressechef. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
René Holten Poulsen svinger pagajen mod forbundets pressechef. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

’Komplet mangel på indsigt’ og ’dybt uprofessionel og inkompetent’.

Der er nogle af de lidet flatterende ord, som den danske kajakstjerne René Holten Poulsen på sin Facebook-profil hæfter på pressechefen i Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Bo Nielsen.

’Jeg har i snart seks år nægtet at tale med DKF's pressechef, fordi han gentagne gange har fejlciteret og krydret mine udtalelser. Dagens "opdatering" bekræfter mig blot i, hvor dybt uprofessionel og inkompetent han er.

- Nu ved alle, hvorfor jeg har min egen presseansvarlig, og hvorfor der aldrig ligger et citat fra mig i DKF's pressemeddelelser’, skriver René Holten Poulsen videre.

De verbale skumsprøjt udspringer fra en episode fra World Cup i polske Poznan forrige weekend.

Her skrev pressechefen efter de indledende heat i 1.000 meter toer-kajak, at ’Danmarks bedste herre-toer over den olympiske 1.000 meter hedder lige nu Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub og Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub’.

Det udsagn byggede Lars Bo Nielsen på det øjebliksbillede, at parret tog en direkte World Cup-finalebillet ved at vinde indledende heat, og fordi deres tid var næsten tre sekunder hurtigere end den, René Holten Poulsen og Nils Boe fra Maribo Kajakklub havde sat.

Siden roede sidstnævnte par sig frem til bronzemedaljer, mens konkurrenterne til en VM-billet sluttede sidst i finalen.

- På hvilken baggrund kan en pressechef sammenligne tiderne og dermed udtale, at en anden båd er hurtigere i et andet løb? Det gør han uden at se, at vi stopper med at ro med lidt over 100 meter igen.

- Det siger mig to ting: For det første at vi har en pressechef, der på ingen måde har sat sig ind i sporten. "Bedste tider" er netop blevet fjernet fra alle internationale løb, fordi det er umuligt at sammenligne fra et løb til det næste. Og for det andet at det er komplet mangel på indsigt i vores sport fra vores PR-mand, skummede Holten Poulsen.

René Holten Poulsen har ikke villet tale med Lars Bo Nielsen i seks år og har i stedet haft sin egen pressemand tilknyttet. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
René Holten Poulsen har ikke villet tale med Lars Bo Nielsen i seks år og har i stedet haft sin egen pressemand tilknyttet. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet har hverken kunnet få fat i ham eller Lars Bo Nielsen, men har i stedet spurgt direktøren i Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen om, hvordan han har det med den åbenlyse konflikt mellem forbundets måske største navn og en nøglemedarbejder.

- Meget afslappet. Ikke at jeg er ligeglad. Vi har haft et langt samarbejde med begge, og det fungerer rigtigt fint til daglig.

- Men der blev spidsformuleret nogle ting den dag på grund af en intern konkurrence op mod VM, siger Christian Jacobsen og forklarer forbundets pressepolitik:

- Vi forsøger at præsentere landsholdets resultater og har ikke ressourcer til at profilere de enkelte atleter. Vores pressechef arbejder på deltid og har leveret et solidt stykke arbejde for os i mange år.

- Vores pressepolitik bygger på at være ærlig og ikke male skønmalerier, og det kan godt være, at atleterne indimellem ønsker noget andet, siger han.

- René vil gerne have større fokus på de enkelte atleter, og derfor har han haft sin egen pressemand i mange år og er derfor også vores mest eksponerede atlet.

- Men hvordan håndterer I et så tydeligt misforhold gennem flere år mellem de to?

- En del af vores opgaver er at håndtere misforhold og konflikter, og det er også sket i denne sammenhæng. Jeg tror, vi har fundet en form og en balance, der kan fungere.

- Så du har fortsat tillid til din pressechef?

- Ja. Og det har jeg også til, at Rene kvalificerer sig til OL, siger Christian Jacobsen.

Se også: Stor dansk guld-triumf

Se også: Kæmpe kollaps: Dansk favorit gik helt ned i VM-finalen

Se også: Så du det? Dansk sportspar sprang ud som kærester i tv: Sådan går det dem nu

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere