Sne driller verdens bedste golfspillere

Thorbjørn Olesen fører sin førsterunde-kamp ved Match Play Championship i Arizona, hvor sne stopper spillet

Det ser ikke ud til, at første runde af golfturneringen Match Play Championship, hvor kun verdens 64 bedste spillere deltager, bliver spillet færdig onsdag.

Lige nu er spillet indstillet i amerikanske Marana, Arizona. Det regnede først på dagen, og siden har sne betydet, at spillet måtte afblæses.

Arrangørerne beretter ifølge nyhedsbureauet Reuters om, at vejrudsigten ikke ser for god ud i forhold til at spille mere onsdag.

Danske Thorbjørn Olesen er en af de spillere, der nåede ud på banen i den prestigefyldte hulspils-turnering.

Danskeren har spillet syv huller mod waliseren Jamie Donaldson og er ganske imponerende foran med tre huller.

Turneringens anden dansker er Thomas Bjørn, men han er endnu ikke kommet på banen. Han møder i første runde svenske Peter Hanson. Den dyst skulle have startet klokken 19.15 dansk tid.

Også den tredobbelte mester Tiger Woods er blandt de spillere, som ikke er kommet i gang endnu på grund af vejret.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere