Flot afslutning af smårusten Thomas Bjørn

Thomas Bjørn sluttede godt af ved US Masters med en runde på tre under par, hans bedste i løbet af ugen

Det kan godt være, at Thomas Bjørn ikke kunne nå at blande sig i topstriden på sidstedagen af golfturneringen US Masters.

Men den erfarne dansker rundede majorturneringen flot af med at gå sin bedste runde på Augusta-banen i denne uge og fik dermed en fin exit.

Thomas Bjørn lavede hele seks birdier og blot tre bogeyer søndag og endte dermed på tre slag under par for dagen. Det betød, at han var kravlet op i top-40, da han gik i klubhuset.

Og dermed sluttede hans første US Masters siden 2006 alligevel med pil opad.

- Det har ikke været den bedste uge. Men det er rart at tage hjem med en runde som den i dag, sagde Bjørn efter runden til TV2 Sport og erkendte, at han følte sig lidt rusten undervejs:

- Det er for lang tid siden, at jeg har været her. Jeg kunne ikke helt huske, hvad jeg skulle gøre.

- Der var par ting, der skulle genopfriskes. Jeg tog et par store chancer ind imellem, og det blev straffet, sagde han til tv-stationen.

Thomas Bjørns bedste Masters-placering er en delt 18.-plads. Den opnåede han i 2002.

Hans bedste Masters-resultater er tre andenpladser. Dem har han opnået to gange ved British Open og en enkelt gang ved PGA Championship.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere